Menneskerettighederne

Menneskerettighederne er kun for heteroseksuelle

Homoseksualitet blev først fjernet fra Verdenssundheds-organisationens liste over sygdomme i 1991.

 

Af artikel 2 fremgår det, at seksualitet ikke anses for en rettighed, der skal beskyttes. 

 

"Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling".

 

I praksis betyder det, at du er beskyttet af FN´s menneskerettigheder hvis du er ekstrem islamist, men hvis du er homoseksuel har du ingen rettigheder eller beskyttelse.

 

I 2003 fremsatte Brasilien i FN’s menneskerettighedskommission resolutionen ’Menneskerettigheder og seksuel orientering’, der fortolker, at fri seksuel orientering er en af de universelle menneskerettigheder.

 

Resolutionen blevet massivt modarbejdet af OIC (Organisation of Islamic Conferences) og Vatikanet. Af samme grund er den blevet udsat (både i 2003 og 2004) for ikke at blive stemt ned. Siden da er resolutionen helt opgivet.

 

FN har således helt opgivet at beskytte mennesker med en anderledes seksuel orientering.

Så hverken vores egen justitsministers, eller andre LGBTéres seksualitet, er beskyttet af FN´s menneskerettighedskonventioner.

 

En mands ære er derimod beskyttet af FN

At FN ikke finder grund til at beskytte homoseksuelle, har ikke stoppet dem i at beskytte mænd mod æreskrænkelser, som det fremgår af artikel 12.

"Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb"

 

Besudles en mands ære, skal han således kunne få oprejsning via domstolene. I praksis betyder det, at man måske kan nøjes med at komme i fængsel, hvis man kalder en mand for en idiot. 

 

Drab og antisemitisme er fint, men dyrt i FN

Selvom man ikke må være homoseksuel i FN, så står det dig frit for at dyrke islamismen, og prædike drab på jøder og kristne.

Og du må sådan set også gerne slå dissidenter ihjel offentligt, hvis du har penge nok. Bare se FN´s stiltiende accept af Saudiarabiens konges åbentlyse drab på politiske modstandere. 

Slaveri og trældom er ding dong i FN

Af artikel 4 fremgår;

Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt.

 

I denne forbindelse er det jo nærmest en joke, hvis man ser på Kina. Arbejdernes forhold her kan bedst beskrives med, at der sættes sikkerhedsnet omkring produktionsbygninger, for at undgå at arbejderne i ren desperation kaster sig ud af vinduerne.

Hvis man brokker sig i Kina, risikerer man at blive brugt som organdonor. Og er du tibetaner, skal du passe særligt på, da der er en stor sandsynlighed for, at du bliver ramt af en kugle.

Men der er også mange Tibetanere, der helt frivilligt vælger at sætte ild på sig selv, fordi de så slipper for at blive brugt som organdonerer til kommunisterne.

FN beskytter ikke lande, der holder af ytringsfriheden.

Artikel 19.

Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

 

Artiklen er præcis og uden antydning af begrænsende forhold i ytringsfriheden. Men alligevel er det ikke en artikel der i FN, findes væsentlig nok til ligefrem at følge.

Vores bedste eksempel er, da der blev bragt en tegning af profeten Muhammed i Jyllandsposten.

Danmark stod isoleret i FN, og blev fra alle kanter fordømt.

 

Artikel 19, kan vi derfor ligeså godt tørre røv med.

FN er for de fleste kun for sjov

"Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse".

Sådan lyder artikel 7.

I indien er forskelsbehandlingen sat i et kastesystem.

I saudi Arabien er en kvinde en mands ejendom, og må ikke gå frit omkring uden en mand.

I Rusland er det kun medlemmer af Putins inderkreds der er lige for loven. På det afrikanske kontinent er etnisk udrensning mere reglen end undtagelsen.

Og sådan kunne man blive ved. Konventionerne er juriridsk bindende, men ganske få lever op til dem.

 

En af dem er Danmark, som bl.a. huser kriminelle asylansøgere, fordi FN´s medlemslande nægter at tage imod sine egne statsborgere. 

 

Og så er det, at må bør tillade sig selv at stille spørgsmålet;

Hvad skal vi med FN´s konventioner, hvis det kun er os selv der lever op til dem? 

 

Og det bliver sådan rigtig grinagtigt når man læser den sidste artikel:

 

Artikel 30.

Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og friheder.

 

Rundt regnet, er det vel omkring halvdelen af FN´s medlemsstater, der systematisk arbejder på at begrænse eller nedbryde stort set alle artikler.

FN ser ingen grund til at hjælpe kristne mindretal i mellemøsten.

FN's mennskerettighedschef fortæller, at man holder øje med planerne om nyt udrejsecenter på Lindholm.

FN udtrykker bekymring for de danske planer om at samle udvisningsdømte kriminelle udlændinge på øen Lindholm.

Det fortæller FN’s menneskerettighedschef, Michelle Bachelet.

»Jeg har seriøse bekymringer over planen. Vi vil holde øje med udviklingen og drøfte det med den danske regering«, sagde hun onsdag.

»Vi har tidligere set de negative konsekvenser af tiltag, hvor man isolerer. De (regeringen, red.) bør ikke kopiere den slags. Man stigmatiserer dem og gør dem endnu mere sårbare ved at frarøve dem deres frihed«, tilføjede hun.


FN kan kun gøre skaden værre

Til spørgsmålet hvorfor FN ikke holder øje med forfølgelserne af kristne i mellemøsten, svarer Jonas Adelin Jørgensen fra Dansk Missionsråd:  "Det kan være en farlig vej at gå at målrette hjælpen mod én bestemt gruppe, fordi andre i regionen kan komme til at opfatte kristne som nogle, der har stærke venner i Vesten, som altid vil komme dem til undsætning. Det kan ende med at stille kristne i en endnu dårligere situation end før, hvilket strider med et grundlæggende humanitærprincip om, at man ikke må gøre skade,” siger han.

Samme opfattelse har man i FN, hvor man heller ikke kan følge ræssonementet i at beskytte Kristne. En af årsagerne er, at det er svært at identificere de kristne. Ingen opholder sig i FN´s lejre fordi de enten er blevet slået ihjel på vejen, eller også er de blevet slået ihjel i FN´s lejre hvis de blev opdaget.

Og som Jonas Adelin Jørgensen udtaler, så vil det jo blot skade de kristne hvis de fik FN´s opmærksomhed. Så det går slet ikke!

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol støtter sharia-blasfemilov

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afgjort, at kritik af islams grundlægger Muhammed udgør en tilskyndelse til had og derfor ikke er beskyttet ytringsfrihed.

 

Med sin afgørelse, der er uden fortilfælde, har domstolen i Strasbourg – der har domsmagt over 47 europæiske lande, og hvis domsafgørelser er juridisk bindende i alle EU’s 28 medlemslande – legitimeret en islamisk blasfemilov for at “opretholde den religiøse fred” i Europa.

 

Sagen involverer den østrigske kvinde Elisabeth Sabaditsch-Wolff, der i 2011 blev dømt for at “krænke religiøse overbevisninger” efter at have afholdt en foredragsrække om den fundamentalistiske islams farer.

 

Sabaditsch-Wolffs juridiske problemer begyndte i november 2009, da hun afholdt et seminar i tre dele om islam hos Freedom Education Institute, der er et politisk akademi med forbindelse til Østrigs Frihedsparti – der i dag sidder i den østrigske regering. Det venstreorienterede ugemagasin News, havde plantet en journalist blandt tilhørerne, så han i al hemmelighed kunne optage foredragene. Advokater fra magasinet overdrog herefter udskrifterne til Wiens offentlige anklagemyndighed som bevis på hadefuld tale mod islam i henhold til den østrigske straffelov (Strafgesetzbuch, StGB), paragraf 283.

 

Den krænkende tale var en henkastet bemærkning fra Sabaditsch-Wolff om, at Muhammed var pædofil, eftersom han giftede sig med sin hustru Aisha, da hun kun var 6-7 år gammel. Sabaditsch-Wolff sagde ordret: “En 56-årig og en 6-årig? Hvad kalder vi det, hvis det ikke er pædofili?”

 

De fleste hadith’er (samlinger af overleveringer om Muhammeds udtalelser og handlinger) bekræfter, at Aisha var præpubertær, da Muhammed giftede sig med hende, og kun var ni år gammel, da ægteskabet blev fuldbyrdet. I dag ville Muhammeds handlinger være ulovlige i Østrig, så Sabaditsch-Wolffs bemærkninger var faktuelt – men ikke politisk – korrekte.

 

Der blev rejst formel tiltale mod Sabaditsch-Wolff i september 2010, og retssagen mod hende, hvor hun stod foran en dommer og ingen jury, begyndte i november samme år. Den 15. februar 2011 blev Sabaditsch-Wolff dømt for “krænkelse af religiøs tro på en juridisk anerkendt religion” i henhold til den østrigske straffelov, paragraf 188.

 

Dommeren sagde i sin argumentation, at Muhammeds seksuelle kontakt med den 9-årige Aisha ikke kunne betragtes som pædofili, eftersom Muhammed fortsatte sit ægteskab med Aisha indtil sin død. Ifølge denne tankerække begærede Muhammed ikke udelukkende mindreårige piger; Han var også tiltrukket af ældre kvinder, eftersom Aisha var 18 år gammel, da Muhammed døde.

 

Dommeren idømte Sabaditsch-Wolff en bøde på 480 euro (3.600 kr) eller som forvandlingsstraf 60 dages fængsel. Hun skulle desuden betale sagens omkostninger.

 

Sabaditsch-Wolff appellerede dommen til den regionale appelret i Wien (Oberlandesgericht Wien), men appellen blev afslået den 20. december 2011. En anmodning om en ny retssag blev afslået af den østrigske højesteret den 11.december 2013.

 

Sabaditsch-Wolff bragte herefter sin sag for Den Europæiske Menenskerettighedsdomstol – en overstatslig domstol etableret af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Retten behandler sager om påståede overtrædelser af borgerlige og politiske rettigheder i henhold til konventionen.

 

Sabaditsch-Wolff klagede med udgangspunkt i artikel 10 (om ytringsfrihed) over, at de østrigske domstole ikke forholdt sig til hendes udtalelsers substans i lyset af hendes ret til ytringsfrihed. Hun argumenterede for, at hvis de havde gjort det, ville de ikke have betragtet udtalelserne som subjektive værdidomme, men snarere som værdidomme baseret på kendsgerninger. Hendes kritik af islam skete desuden i forbindelse med en objektiv og livlig diskussion, der bidrog til en offentlig debat og havde ikke haft til hensigt at krænke Muhammed. Sabaditsch-Wolff argumenterede også for, at religiøse grupper skal tolerere alvorlig kritik.

 

Menneskerettighedsdomstolen afgjorde, at lande kunne indskrænke ytringsfrihedsrettighederne nedfældet i konventionens artikel 10, hvis sådanne ytringer “kunne forventes at tilskynde til religiøs intolerance” og “kunne forventes at forstyrre den religiøse fred i deres land”. Retten tilføjede:

 

Domsafgørelsen skaber en farlig juridisk præcedens, der giver europæiske lande ret til begrænse ytringsfriheden, hvis ytringerne vurderes til at være fornærmende for muslimer og derved udgør en trussel mod den religiøse fred.

 

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse vil blive mødt med tilfredshed af Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC), der er en sammenslutning af 57 muslimske lande, der længe har presset EU for at indskrænke ytringsfriheden, hvad angår kritik af islam.

 

OIC har presset vestlige demokratier for at få dem til at indføre FN’s Menneskerettighedsråds resolution 16/18, der opfordrer alle lande til at bekæmpe “intolerance, negative generaliseringer og stigmatisering af … religion og tro”.

 

Resolution 16/18, der blev vedtaget i FN’s Menneskerettighedsråds hovedkvarter i Genève den 24. marts 2011, betragtes generelt som et markant skridt fremad i OIC’s bestræbelser på at fremme det internationale juridiske koncept islamkrænkelse.

 

Den tidligere generalsekretær for OIC Ekmeleddin Ihsanoglu hilser FN’s Menneskerettighedsråds beslutning velkommen, idet den “viser, at manglende respekt, fornærmelser og afskyelig fjendtlighed ikke har noget at gøre med ytringsfrihed eller menneskerettigheder”. Han tilføjede:

 

“Kampen mod islamofobi og vores meninger, som vi har gjort opmærksom på gennem flere år, er blevet vedtaget og anerkendt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domsafgørelsen er tilfredsstillende på alle måder.”

 

Sabaditsch-Wolff kritiserede i en erklæring domsafgørelsen, men det er hendes håb, at den europæiske offentlighed vågner op overfor de overhængende trusler mod ytringsfriheden:

 

“Torsdag den 25. oktober afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at en østrigsk domstols domfældelse over mig for at diskutere ægteskabet mellem profeten Muhammed og en 6-årig pige, Aisha, ikke krænkede min ret til ytringsfrihed.

 

“Man viste mig ikke den betænksomhed at informere mig om domsafgørelsen. Jeg måtte som mange andre læse om den i medierne.

 

“Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt, at der ikke var sket et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 (om ytringsfrihed), og at retten til ytringer skal afvejes i forhold til andres ret til at få deres religiøse følelser beskyttet, da det tjener det legitime formål at opretholde religiøs fred i Østrig.

 

“Min ret til at tale frit er med andre ord mindre vigtig end at beskytte andres religiøse følelser.”

 

“Dette burde få alarmklokkerne til at ringe hos mine medborgere over hele Europa. Vi burde alle være yderst bekymrede over, at Europas muslimers rettigheder til IKKE at blive krænket er større end mine egne rettigheder, som en indfødt europæisk kristen kvinde, til at tale frit.

“Jeg er stolt over at være kvinden, der slog alarm.

 

“Jeg er også optimistisk. Vi er nået meget langt siden jeg holdt mine foredrag i Østrig i 2009.

 

“Pressen stemplede mig for ti år siden som en ‘forvirret dommedagsprofet’, og jeg blev sammenlignet med Osama Bin Laden. Nu bliver islam diskuteret i alle livets aspekter og folk vågner op til sandheden om en kultur, der i den grad er i modstrid med vores egen kultur.

 

“Islams kulturelle og politiske trussel mod de vestlige samfund erkendes nu bredt og diskuteres. Man kan sige, at de europæiske samfund, såvel som den politiske sfære, gennemgår en oplysning, der er mere årvågen end nogensinde over for behovet for at forsvare vores jødisk-kristne kultur.

 

“Jeg tror at mine foredrag i 2009 og mit efterfølgende arbejde har bidraget til en stærk modstand mod en islamisk kultur, der er så forskellig fra vores egen kultur. Og jeg noterer med interesse, at kun én sætning ud af 12 timers foredrag om islam var egnet til retsforfølgelse. Jeg formoder, at det øvrige indhold nu er officielt godkendt af vores elite.

 

“Det er for mig indlysende, at offentlig uddannelse og foredrag om emnet islam kan have en grundlæggende og vidtrækkende effekt, selv hvis vores statslige eller overstatslige myndigheder forsøger at forhindre eller fortie det for at tækkes en kultur, der er så fremmedartet i forhold til vores egen.

 

“Kampen fortsætter. Min stemme vil ikke forstumme og kan ikke bringes til tavshed.”

 

Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute.

 

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol støtter sharia-blasfemilov

af Soeren Kern

11. November 2018

Oprindelig engelsk tekst: European Human Rights Court Backs Sharia Blasphemy Law

Oversat af Kirsten Valeur

Bekendtgørelse af international konvention af 21.december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination (* 2)

 

I henhold til kgl. resolution af 8. september 1971 har Danmark ratificeret den i New York den 21. juni 1966 undertegnede

konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Konventionen har følgende ordlyd (den kinesiske, russiske

og spanske tekst er udeladt her):

INTERNATIONAL KONVENTION OM AFSKAFFELSE AF ALLE FORMER FOR RACEDISKRIMINATION

De i denne konvention deltagende stater er,

i betragtning af, at De forenede Nationers pagt hviler på principperne om alle menneskers naturlige værdighed og lige ret,

og at samtlige medlemsstater har forpligtet sig til i fællesskab og hver for sig i samarbejde med organisationen at virke for

opfyldelsen af det af De forenede Nationers formål, som går ud på at fremme og styrke den almindelige respekt for og

overholdelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn,

sprog eller religion,

i betragtning af, at det i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fastslås, at alle mennesker er født til fri og lige

værdighed og ret, og at enhver har krav på samtlige de deri angivne rettigheder og frihedsrettigheder uden forskel af nogen

art, i særdeleshed med hensyn til race, hudfarve eller national oprindelse,

i betragtning af, at alle mennesker er lige for loven og har lige ret til lovens beskyttelse mod enhver diskrimination og

enhver tilskyndelse hertil,

i betragtning af, at De forenede Nationer har fordømt kolonialisme og enhver deraf følgende adskillelse og diskrimination,

uanset hvor og under hvilken form disse måtte forekomme og at erklæringen af 14. december 1960 om indrømmelse af

uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger (generalforsamlingsresolution 1514 (XV) har bekræftet og højtideligt

fastslået nødvendigheden af snarligt og ubetinget at bringe den til ophør,

i betragtning af, at De forenede nationers erklæring af 20. november 1963 om afskaffelse af enhver form for

racediskrimination (generalforsamlingsresolution 1904 (XVIII) højtideligt bekræfter nødvendigheden af overalt i verden

snarligt at afskaffe racediskrimination i alle dens former og udslag og af at sikre forståelse og respekt for menneskets

værdighed,

i forvisning om, at enhver doktrin om overlegenhed på grundlag af raceforskelle er videnskabeligt urigtig, moralsk

forkastelig, socialt uretfærdig og farlig, og at intet hverken i teori eller praksis retfærdiggør racediskrimination nogetsteds,

idet de påny fastslår, at diskrimination på grund af race, hudfarve eller etnisk oprindelse hindrer venskabelige og fredelige

forbindelser mellem nationerne og kan forstyrre freden og sikkerheden mellem folk og harmonien mellem mennesker, der

lever side om side selv inden for en og samme stat,

i forvisning om, at raceskranker er i modstrid med ethvert menneskeligt samfunds idealer,

foruroliget over, at racediskrimination stadig optræder visse steder i verden, og at regeringer fører en politik, der hviler på

raceoverlegenhed eller racehad, såsom apartheid, adskillelse eller afsondring,

fast besluttet på at træffe alle nødvendige foranstaltninger til snarlig afskaffelse af racediskrimination i alle dens former og

udslag og at forhindre og bekæmpe racefanatiske doktriner og fremgangsmåder for af fremme forståelsen mellem racerne

og opbygge et internationalt samfund fri for alle former for raceadskillelse og racediskrimination,

ihukommende den af Den internationale Arbejdsorganisation i 1958 vedtagne konvention om forskelsbehandling med

hensyn til beskæftigelse og erhverv samt den af De forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur i

1969 vedtagne konvention mod forskelsbehandling med hensyn til uddannelse,

i ønsket om at gennemføre de i De forenede Nationers erklæring om afskaffelse af enhver form for racediskrimination

indeholdte principper og snarest muligt sikre gennemførelsen af praktiske foranstaltninger med henblik herpå,

blevet enige om følgende:

AFSNIT I

Artikel 1

1. I denne konvention betyder udtrykket »racediskrimination« enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller

fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at

ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet område af samfundslivet.

2. Denne konvention finder ikke anvendelse på sådan forskelsbehandling, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling,

som en i denne konvention deltagende stat foretager mellem sine egne statsborgere og udlændinge.

3. Intet i denne konvention må fortolkes således, at det på nogen måde berører deltagerstaternes lovgivning vedrørende

nationalitet, statsborgerskab eller naturalisation, forudsat at denne lovgivning ikke diskriminerer mod nogen bestemt

nationalitet.

4. Særlige foranstaltninger, der træffes med det ene formål at sikre tilfredsstillende fremgang for visse racemæssige

eller etniske grupper eller enkeltpersoner, der har behov for den beskyttelse, som måtte være nødvendig for at sikre

sådanne grupper eller enkeltpersoner lige ret til at nyde eller udøve menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder, skal ikke anses for racediskrimination, forudsat at disse foranstaltninger ikke medfører opretholdelse af

særskilte rettigheder for forskellige racegrupper, og forudsat at de kun opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.

Artikel 2

1. Deltagerstaterne fordømmer racediskrimination og forpligter sig til ved alle egnede midler og uopholdeligt at føre en

politik, der tager sigte på at afskaffe racediskrimination af enhver art og fremme forståelsen mellem alle racer, og enhver

deltagerstat:

 a) forpligter sig derfor til aldrig ved nogen handling at indlade sig på racediskrimination mod personer,

persongrupper eller institutioner og til at sikre, at alle statslige og kommunale myndigheder og institutioner

handler i overensstemmelse med denne forpligtelse;

 b) forpligter sig derfor til ikke at tage initiativ til, forsvare eller støtte racediskrimination fra nogen enkeltpersons

eller organisations side;

 c) skal derfor træffe effektive foranstaltninger til kritisk at gennemgå statslige og kommunale myndigheders politik

og til at ændre eller ophæve alle love og bestemmelser, som bevirker, at racediskrimination opstår eller

opretholdes, hvor den måtte forekomme,

 d) skal derfor ved alle egnede midler, herunder sådan lovgivning som forholdene måtte kræve, forbyde og standse

racediskrimination foretaget af nogen enkeltperson, gruppe eller organisation,

 e) forpligter sig derfor til, hvor det er hensigtsmæssigt at opmuntre organisationer og bevægelser, der omfatter

flere racer og virker for ophævelse af diskrimination, at fremme andre midler til fjernelse af skranker mellem

racerne og at modvirke alt, hvad der tager sigte på at styrke raceadskillelse.

2. Deltagerstaterne skal, hvor forholdene taler herfor, træffe konkrete foranstaltninger på det sociale, økonomiske,

kulturelle og andre områder til at sikre en passende udvikling og beskyttelse af visse racegrupper eller enkeltpersoner inden

for disse med henblik på at tilsikre dem den fulde og ligelige nydelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder. Sådanne foranstaltninger må i intet tilfælde have til følge, at der opretholdes ulige eller særskilte

rettigheder for forskellige racegrupper, efter at formålet med foranstaltningerne er opfyldt.

Artikel 3

Deltagerstaterne fordømmer i særdeleshed raceadskillelse og apartheid og forpligter sig til at forhindre, forbyde og udrydde

enhver sådan adfærd inden for områder under deres jurisdiktion.

Artikel 4

Deltagerstaterne fordømmer al propaganda og alle organisationer, som bygger på ideer eller teorier om overlegenhed hos

en enkelt race eller en persongruppe af en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse, eller som søger at forsvare eller

fremme nogen form for racehad og racediskrimination, og forpligter sig til at træffe øjeblikkelige og positive foranstaltninger,

der tager sigte på at bekæmpe enhver tilskyndelse til eller udøvelse af sådan diskrimination, og skal med dette formål for

øje, under skyldig hensyntagen til de i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne indeholdte principper og til de i

artikel 5 i denne konvention udtrykkeligt nævnte rettigheder, bl.a.

a) kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad, tilskyndelse til

diskrimination og alle voldshandlinger eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race eller persongruppe

af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af enhver bistand til raceforfølgelser, herunder deres

finansiering;

 b) erklære ulovlige og forbyde organisationer samt organiseret og al anden propagandavirksomhed, som fremmer

og tilskynder til racediskrimination, samt kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer eller sådan virksomhed;

c) ikke tillade offentlige myndigheder eller institutioner under stat og kommune at fremme eller tilskynde til

racediskrimination.

Artikel 5

Til opfyldelse af de i artikel 2 i denne konvention fastsatte grundlæggende forpligtelser påtager deltagerstaterne sig at

forbyde og afskaffe alle former for racediskrimination og at sikre ethvert menneskes ret til lighed for loven, uanset race,

hudfarve eller national eller etnisk oprindelse, især med hensyn til nydelsen af følgende rettigheder:

 a) retten til ligelig behandling for domstole og andre retsudøvende organer;

 b) retten til personlig sikkerhed og til statens beskyttelse mod vold eller legensbeskadigelse, uanset om den tilføjes

af personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, eller af nogen enkeltperson, gruppe eller institution;

 c) politiske rettigheder, i særdeleshed retten til at deltage i valg - at stemme og lade sig opstille til valg - på

grundlag af almindelig og lige stemmeret, til at deltage i landets styre samt i varetagelsen af offentlige anliggender

på ethvert plan og til lige adgang til offentlige hverv;

 d) andre borgerlige rettigheder, i særdeleshed:

 i) retten til frit at færdes og bosætte sig inden for statens grænser;

 ii) retten til at forlade ethvert land, herunder sit hjemland, og til at vende tilbage til sit hjemland;

 iii) statsborgerret;

 iv) retten til at indgå ægteskab og til valg af ægtefælle;

 v) retten til at besidde ejendom, såvel alene som i fællesskab med andre;

 vi) arveret;

 vii) tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed;

 viii) menings- og ytringsfrihed;

 ix) forsamlings- og foreningsfrihed med fredelige formål;

 e) økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, i særdeleshed:

 i) retten til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til rimelige og gunstige arbejdsvilkår, til beskyttelse mod

arbejdsløshed, til lige løn for lige arbejde til en rimelig og gunstig aflønning;

 ii) retten til at oprette og indmelde sig i fagforeninger;

 iii) retten til bolig;

 iv) retten til offentlige sundhedsforanstaltninger, lægebehandling, social tryghed og sociale ydelser;

 v) retten til uddannelse og oplæring;

 vi) retten til ligelig deltagelse i kulturel virksomhed;

 f) adgang til alle for offentligheden bestemte steder og indretninger såsom transportmidler, hoteller, restauranter,

cafeer, teatre og parker.

Artikel 6

Deltagerstaterne skal gennem deres kompetente domstole og andre statsinstitutioner sikre enhver person inden for deres

jurisdiktion effektiv beskyttelse og effektive retsmidler imod enhver racediskriminerende handling, som i modstrid med

denne konvention krænker hans menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, samt ret til gennem sådanne

domstole at søge retfærdighed og passende erstatning eller oprejsning for enhver skade, han har lidt som følge af en sådan

diskrimination.

Artikel 7

Deltagerstaterne forpligter sig til at gennemføre øjeblikkelige og effektive foranstaltninger, i særdeleshed inden for

undervisning, uddannelse, kultur og oplysning, med henblik på bekæmpelse af fordomme, der fører til racediskrimination,

og til at fremme forståelse, fordragelighed og venskabelige forhold mellem nationer og racegrupper eller etniske grupper

samt til at udbrede de formål og principper, der er indeholdt i De forenede Nationers pagt, Verdenserklæringen om

Menneskerettighederne, De forenede Nationers erklæring om afskaffelse af enhver form for racediskrimination og denne

konvention.

AFSNIT II

Artikel 8

1. Der oprettes en komite vedrørende afskaffelse af racediskrimination (herefter benævnt komiteen), bestående af 18

sagkyndige af højet moralsk omdømme og anerkendt upartiskhed, der vælges af deltagerstaterne blandt deres egne

statsborgere og virker i deres personlige egenskab; ved valget tages hensyn til en rimelig geografisk fordeling og til

repræsentation af de forskellige kulturformer og de vigtigste retssystemer.

2. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over personer, der er

indstillet af deltagerstaterne. Enhver deltagerstat kan indstille een person blandt sine egne statsborgere.

3. Det første valg finder sted seks måneder efter denne konventions ikrafttrædelsesdato. Mindst tre måneder før

tidspunktet for hvert valg anmoder De forenede Nationers generalsekretær skriftligt deltagerstaterne om inden to måneder

at foreslå kandidater. Generalsekretæren udarbejder en alfabetisk fortegnelse over samtlige således foreslåede personer

med angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen til deltagerstaterne.

4. Valg af komiteens medlemmer finder sted ved De forenede Nationers hovedsæde på et af generalsekretæren indkaldt

møde mellem deltagerstaterne. Ved dette møde, der er beslutningsdygtigt, såfremt to tredjedele af de deltagende stater er

repræsenteret, indvælges i komiteen de kandidater, der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der afgives

af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for deltagerstaterne.

5.a) Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år, dog således at ni af de ved det første indvalgte medlemmer kun

skal fungere i to år; umiddelbart efter det første valg udpeger komiteens formand ved lodtrækning disse ni medlemmer.

 b) Hvis en plads bliver ledig, udpeger den deltagerstat, hvis sagkyndige ikke længere virker som medlem af

komiteens godkendelse af anden sagkyndig blandt sine egne statsborgere.

6. Deltagerstaterne afholder de udgifter, der er forbundet med medlemmernes deltagelse i komitearbejdet.

Artikel 9

1. Deltagerstaterne forpligter sig til a) inden et år, efter at konventionen er trådt i kraft for den pågældende stat, og b)

derefter hvert andet år, og når som helst komiteen anmoder derom, at fremsende til generalsekretæren for De forenede

Nationer, med henblik på behandling i komiteen, en beretning om de lovgivningsmæssige, retslige, administrative eller

andre foranstaltninger, som de har gennemført, og som sætter denne konventions bestemmelser i kraft. Komiteen kan

anmode om yderligere oplysninger fra deltagerstaterne.

2. Komiteen aflægger gennem generalsekretæren en årlig beretning til De forenede Nationers generalforsamling om sin

virksomhed og kan fremsætte forslag og almindelige henstillinger på grundlag af en undersøgelse af de fra deltagerstaterne

modtagne beretninger og oplysninger. Sådanne forslag og almindelige henstillinger skal meddeles generalforsamlingen med

deltagerstaternes eventuelle bemærkninger.

Artikel 10

1. Komiteen vedtager selv sin forretningsorden.

2. Komiteen vælger sit formandsskab for et tidsrum af to år.

3. Komiteens sekretariat stilles til rådighed af De forenede Nationers generalsekretær.

4. Komiteens møder afholdes som regel ved De forenede Nationers hovedsæde.

Artikel 11

1. Hvis en deltagerstat mener, at en anden deltagerstat ikke gennemfører denne konventions bestemmelser, kan den

gør komiteen opmærksom herpå. Komiteen videresender derpå meddelelsen til den pågældende stat. Den modtagende stat

tilsender inden tre måneder komiteen en skriftlig redegørelse eller udtalelse til belysning af sagen, angivende eventuelle

retsmidler, som den pågældende stat har taget i anvendelse.

2. Såfremt sagen ikke inden seks måneder, efter at den modtagende stat har fået den første meddelelse, er bilagt til

begge parters tilfredshed, enten gennem tosidede forhandlinger eller ved andre fremgangsmåder, der står til deres rådighed,

er hver af de to stater berettiget til på ny at indbringe sagen for komiteen ved fremsendelse af en meddelelse, såvel til

komiteen som til den anden stat.

3. Komiteen behandler først en sag, der indbringes for den i henhold til pkt. 2 i denne artikel, når den i

overensstemmelse med de i folkeretten almindeligt anerkendte principper har konstateret, at alle til rådighed stående

retsmidler i den pågældende stat er anvendt og udtømt i sagen. Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne

trækker urimeligt i langdrag.

4. I enhver sag, der indbringes for komiteen, kan denne anmode de pågældende deltagerstater om yderligere

oplysninger af betydning for sagen.

5. Under komiteens behandling af sager af den i denne artikel omhandlede art er de pågældende deltagerstater

berettiget til at lade en repræsentant deltage i komiteens forhandlinger uden stemmeret, medens behandling af sagen står

på.

Artikel 12

1.a) Når komiteen har indhentet og sammenholdt alle de oplysninger, den anser for nødvendige, nedsætter formanden en

ad hoc mæglingskommission (herefter benævnt kommissionen) omfattende fem personer, som kan, men ikke behøver at

være medlemmer af komiteen.

Kommissionens medlemmer udnævnes med de stridende parters enstemmige samtykke, og dens bistand stilles til rådighed

for de pågældende stater med henblik på en mindelig afgørelse af sagen på grundlag af respekt for denne konvention.

 b) Såfremt de stridende parter ikke inden tre måneder når til fuld enighed om kommissionens sammensætning,

vælges de af kommissionens medlemmer, som de stridende parter ikke er nået til enighed om, med to tredjedels

flertal ved hemmelig afstemning i komiteen blandt dens egne medlemmer.

2. Kommissionens medlemmer virker i deres personlige egenskab. De må ikke være statsborgere i de i striden

deltagende stater eller i en stat, som ikke deltager i denne konvention.

3. Kommissionen vælger selv sin formand og vedtager selv sin forretningsorden.

4. Kommissionens møder afholdes som regel ved De forenede Nationers hovedsæde eller et andet egnet sted efter

kommissionens bestemmelse.

5. Det sekretariat, som stilles til rådighed i overensstemmelse med denne konventions artikel 10, pkt. 3, skal også

betjene kommissionen, når som helst en tvist mellem deltagerstater giver anledning til, at kommissionen træder i

virksomhed.

6. De stridende parter deler ligeligt alle kommissionsmedlemmernes udgifter i overensstemmelse med beregninger, der

tilvejebringes af De forenede Nationers generalsekretær.

7. Generalsekretæren er bemyndiget til om fornødent at betale kommissionsmedlemmernes udgifter, før disse

refunderes af de stridende parter i overensstemmelse med stk. 6 i denne artikel.

8. De af komiteen indhentede og sammenholdte oplysninger stilles til rådighed for kommissionen, og kommissionen kan

anmode de pågældende stater om at fremkomme med yderligere oplysninger af betydning i sagen.

Artikel 13

1. Når kommissionen har færdigbehandlet sagen, udarbejder og afgiver den til komiteens formand en beretning,

indeholdende en redegørelse for resultaterne af dens undersøgelse af alle faktiske omstændigheder af betydning for

parternes mellemværende samt en redegørelse for sådanne henstillinger, som den måtte anse for egnede til en mindelig

afgørelse af tvisten.

2. Komiteens formand fremsender kommissionens beretning til hver af de stridende parter. Disse meddeler inden tre

måneder komiteens formand, hvorvidt de godtager de i kommissionens beretning indeholdte henstillinger eller ej.

3. Efter udløbet af den i pkt. 2 i denne artikel foreskrevne frist fremsender komiteens formand kommissionens beretning

og de pågældende deltagerstaters erklæringer til de øvrige i denne konvention deltagende stater.

Artikel 14

1. En deltagerstat kan når som helst erklære, at den anerkender komiteens kompetence til at modtage og behandle

meddelelser fra enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner inden for dens jurisdiktion, som hævder at være ofre for en

krænkelse fra den pågældende deltagerstats side af nogen af de i denne konvention omhandlede rettigheder. En

meddelelse, der vedrører en deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erklæring, modtages ikke af komiteen.

2. Enhver deltagerstat, som afgiver en erklæring som omhandlet i pkt. 2 i denne artikel, kan inden for sit retssystem

oprette eller angive et organ som kompetent til at modtage og behandle andragender fra personer og persongrupper inden

for dens jurisdiktion, som hævder at være ofre for krænkelse af nogen af de i denne konvention omhandlede rettigheder,

og som har udtømt andre på stedet tilgængelige retsmidler.

3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til pkt. 1 i denne artikel, og navnet på ethvert organ, der oprettes eller

angives i henhold til pkt. 2 i denne artikel, deponeres af den pågældende deltagerstat hos De forenede Nationers

generalsekretær, som fremsender genpart deraf til de øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst trækkes tilbage

ved anmeldelse til generalsekretæren; en sådan tilbagetrækning har dog ikke virkning for sager, der verserer i komiteen.

4. En fortegnelse over andragender opbevares af det i henhold til pkt. 2 i denne artikel oprettede eller angivne organ, og

bekræftede genparter af fortegnelsen indgives hvert år gennem passende kanaler til generalsekretæren under den

forudsætning, at indholdet ikke offentliggøres.

5. Såfremt ansøgeren ikke opnår oprejsning ved det i henhold til pkt. 2 i denne artikel oprettede eller angivne organ, har

den pågældende ret til inden for seks måneder at give komiteen meddelelse om sagen.

6.a) Komiteen gør i fortrolighed den deltagerstat, som hævdes at krænke nogen af konventionens bestemmelser, bekendt

med enhver henvendelse, den har modtaget, men den omhandlede persons eller persongruppes identitet må ikke røbes

uden den eller de pågældendes udtrykkelige samtykke. Komiteen modtager ikke anonyme henvendelser.

 b) Den modtagende stat fremsender inden tre måneder til komiteen en skriftlig redegørelse eller udtalelse til

belysning af sagen med angivelse af det eventuelle retsmiddel, der måtte være bragt i anvendelse af den

pågældende stat.

7.a) Komiteen behandler henvendelser på grundlag af alle de oplysninger, den pågældende deltagerstat og ansøgeren har

stillet til rådighed for den. Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse fra en ansøger, før den har konstateret, at

ansøgeren har udtømt alle i hjemlandet mulige retsmidler. Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af disse retsmidler

trækker urimeligt i langdrag.

 b) Komiteen fremsender sine eventuelle forslag og henstillinger til den pågældende deltagerstat og til ansøgeren.

8. Komiteen optager i sin årsberetning et resume af sådanne henvendelser og, hvor det er hensigtsmæssigt, et resume

af de pågældende deltagerstaters redegørelser og udtalelser samt af sine egne forslag og henstillinger.

9. Komiteen er kun kompetent til at udøve de i denne artikel omhandlede funktioner, når mindst ti i denne konvention

deltagende stater er bundet af erklæringer i overensstemmelse med pkt. 1 i denne artikel.

Artikel 15

1. Sålænge de mål, der er opstillet i den i generalforsamlingsresolutionen 1514 (XV) af december 1960 indeholdte

erklæring om indrømmelse af uafhængighed til kolonibefolkninger, ikke er opfyldt, skal denne konventions bestemmelser på

ingen måde begrænse den klageadgang, der er givet disse befolkninger ved andre internationale vedtagelser eller af De

forenede Nationer og dens særorganisationer.

2.a) Den i henhold til artikel 8, pkt. 1, i denne konvention oprettede komite modtager genparter af andragender fra - og

fremsender meningstilkendegivelser og henstillinger vedrørende disse andragender til - de FN-organer, der ved deres

behandling af andragender fra befolkningen i formynderskabsområder, ikke selvstyrende områder og ethvert andet område,

som generalforsamlingsresolution 1514 (XV) finder anvendelse på, beskæftiger sig med spørgsmål, som direkte vedrører

denne konventions principper og mål, for så vidt angår spørgsmål, der falder ind under denne konvention og er til

behandling i disse organer.

 b) Komiteen modtager fra de kompetente FN-organer genpart af de beretninger om lovgivningsmæssige, judicielle,

administrative eller andre foranstaltninger, der direkte vedrører denne konventions principper og formål, og som

gennemføres af administrationen i de i pkt. 2(a) i denne artikel omhandlede områder, og tilkendegiver sine

meninger og henstillinger over for disse organer.

3. Komiteen optager i sin beretning til generalforsamlingen et resume af de andragender og beretninger, den har

modtaget fra FN-organer, samt komiteens synspunkter og henstillinger vedrørende disse andragender og beretninger.

4. Komiteen anmoder De forenede Nationers generalsekretær om at få alle oplysninger, som angår denne konventions

formål, og som han er i besiddelse af vedrørende de i pkt. 2(a) i denne artikel omhandlede områder.

Artikel 16

Denne konventions bestemmelser vedrørende afgørelse af tvister eller klager anvendes uden udelukkelse af andre i

statuetter for eller i konventioner vedtaget af De forenede Nationer og dens særorganisationer fastsatte fremgangsmåder til

afgørelse af tvister eller klager vedrørende diskrimination, og forhindrer ikke deltagerstaterne i at benytte andre

fremgangsmåder til bilæggelse af tvister i overensstemmelse med almindelige eller særlige mellem dem gældende

internationale overenskomster.

AFSNIT III

Artikel 17

1. Denne konvention kan undertegnes af enhver medlemsstat i De forenede Nationer eller ethvert medlem af en af

særorganisationerne, af enhver stat, der har tilsluttet sig Den mellemfolkelige Domstols statut, samt enhver anden stat, som

af De forenede Nationers generalforsamling er blevet opfordret til at deltage i konventionen.

2. Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De forenede Nationers

generalsekretær.

Artikel 18

1. Denne konvention kan tiltrædes af enhver af de i artikel 17, pkt.

1, i konventionen omhandlede stater.

2. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 19

1. Denne konvention træder i kraft på den 30. dag efter datoen for deponeringen af det 27. ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det 27. ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den 30. dag efter datoen for deponeringen af dens eget ratifikationseller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 20

1. De forenede Nationers generalsekretær modtager de forbehold, der måtte være taget af stater på ratifikations- eller

tiltrædelsestidspunktet og fremsender dem til alle stater, som er eller bliver deltagere i denne konvention.

Enhver stat, som har noget at indvende mod forbeholdet underretter inden for et tidsrum af 90 dage fra datoen for den

nævnte meddelelse generalsekretæren om, at den ikke kan godkende det.

2. Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og formål, kan ikke tillades; det samme gælder et

forbehold, hvorved noget af de i henhold til denne konvention oprettede organer hæmmes i sit arbejde. Et forbehold skal

anses for uforeneligt eller hæmmende, såfremt mindst to tredjedele af de i denne konvention deltagende stater har

indvendinger imod det.

3. Forbehold kan når som helst trækkes tilbage ved anmeldelse herom til generalsekretæren. En sådan anmeldelse

gælder fra den dag, den modtages.

Artikel 21

En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig anmeldelse til De forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen

træder i kraft et år efter datoen for generalsekretærens modtagelse af anmeldelsen.

Artikel 22

Enhver tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkningen eller gennemførelsen af denne konvention, som ikke

bilægges gennem forhandlinger eller ved de i denne konvention udtrykkeligt hjemlede fremgangsmåder, skal efter

anmodning af en eller flere af de stridende parter henvises til Den mellemfolkelige Domstol til afgørelse, medmindre de

stridende parter bliver enige om en anden fremgangsmåde til bilæggelse.

Artikel 23

1. Anmodning om ændring af denne konvention kan fremsættes når som helst af enhver deltagerstat ved en til

generalsekretæren for De forenede Nationer stilet skriftlig meddelelse.

2. De forenede Nationers generalforsamling træffer afgørelse om, hvilke skridt der eventuelt skal tages i anledning af en

sådan anmodning.

Artikel 24

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle de i

artikel 17, pkt. 1, i denne konvention omhandlede stater om

 a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artiklerne 17 og 18;

 b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 19;

 c) henvendelser og erklæringer, der modtages i henhold til artiklerne 14, 20 og 23;

 d) opsigelser i henhold til artikel 21.

Artikel 25

1. Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres

i De forenede Nationers arkiver.

2. De forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter af denne konvention til samtlige stater,

der falder ind under de i denne konventions artikel 17, pkt. 1, omhandlede kategorier.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt bemyndigede dertil,

underskrevet denne konvention, åbnet for undertegnelse i Nev York den 7. marts 1966.

 (Underskrifter)

Konventionen trådte i medfør af artikel 19, stk. 1 i kraft den 4. januar 1969.

Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret hos De forenede Nationers generalsekretær den 9. december 1971, og i

henhold til artikel 19, stk. 2 trådte konventionen herefter i kraft for Danmarks vedkommende den 8. januar 1972.

Foruden Danmarks har følgende stater ratificeret eller tiltrådt konventionen:

Algeriet, Argentina, Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Bolivia, Brasilien, Bulgarien, Cameroun, Canada, Den

centralafrikanske Republik, Chile, Costa Rica, Cuba, Cypern, Ecuador, Finland, Frankrig, Ghana, Grækenland, Indien, Irak,

Iran, Island, Jamaica, Jugoslavien, Republikken Kina (Formosa)(* 1), Kuwait, Lesotho, Libanon, Libyen, Madagascar, Malta,

Marokko, Den mongolske Folkerepublik, Nederlandene, Nepal, Niger, Nigeria, Norge, Pakistan, Panama, Pavestolen, Peru,

Phillippinerne, Polen, Rumænien, Sierra Leone, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Spanien, Det forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirland, Sverige, Svaziland, Den arabiske republik Syrien, Tjekkoslovakiet, Tonga, Tunesien,

Forbundsrepublikken Tyskland (inkl. Land Berlin), Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik, Ungarn, Uruguay, Venezuela,

Zambia, Den arabiske Republik Ægypten.

Følgende stater har taget forbehold over for konventionens artikel 22 for så vidt angår Den mellemfolkelige Domstols

kompetence til at afgøre tvister om fortolkningen eller gennemførelsen af konventionen:

Den bjelorussiske socialistiske Nepal

Sovjetrepublik Polen

Bulgarien Rumænien

Cuba Den socialistiske Sovjetrepu-

Indien blikkers Union

Irak Spanien

Kuwait Den arabiske Republik Syrien

Libanon Tjekkoslovakiet

Libyen Den ukrainske socialistiske

Madagascar Sovjetrepublik

Marokko Ungarn

Den mongolske Folkerepublik Den arabiske Republik Ægypten.

Herudover er der fremsat følgende forbehold og erklæringer:

Frankrig: Fortolkningserklæring vedrørende artikel 4(a), (b) og (c) og artikel 6 samt erklæring om, at artikel 15 intet skal

ændre i Frankrigs holdning til FN's kolonideklaration i resolution 1514 (XV).

Jamaica: Forbehold om konventionens anvendelse i strid med landets forfatningsretlige bestemmelser.

Malta: Fortolkningserklæring vedrørende artikel 4(a), (b) og (c) og artikel 6.

Nederlandene og Sverige: Erklæring i henhold til artikel 14 (1) vedrørende anerkendelse af komiteens kompetence til at

modtage og behandle meddelelser fra enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner, som hævder at være ofre for en

krænkelse i nogen af de i denne konvention omhandlede rettigheder.

Nepal: Forbehold om konventionens anvendelse i strid med landets forfatningsretlige bestemmelser samt

fortolkningserklæring vedrørende artikel 4(a), (b) og (c) og artikel 6.

Storbritannien: Forbehold om konventionens anvendelse for Sydrhodesia og om dens anvendelse for Fiji i visse relationer

(valg, retten til at besidde ejendom og retten til uddannelse); fortolkningserklæring vedrørende artikel 4(a), (b) og (c),

artikel 6 og artikel 20; erklæring om, at immigrationslovene af 1962 og 1968 vedrørende Commonwealthlandene ikke kan

betragtes som stridende imod konventionen samt erklæring om, at artikel 15 indeholder et diskriminatorisk element med

hensyn til proceduren for modtagelse af petitioner fra befolkningen i områder, der ikke er selvstyrende.

Tongo: Forbehold over for artikel 5(c) vedrørende valg, artikel 5(d) vedrørende retten til at besidde ejendom samt artiklerne

2, 3 og 5 (e) vedrørende retten til uddannelse. Fortolkningserklæring vedrørende artikel 4(a), (b) og (c), artikel 6 og artikel

20 samt erklæring om, at artikel 15 indeholder et diskriminatorisk element med hensyn til proceduren for modtagelse af

petitioner fra befolkningen i områder, der ikke er selvstyrende.

Udenrigsministeriet, den 4 august 1972

K.B. Andersen.

Officielle noter

(* 1) Ikke anerkendt af Danmark

Redaktionel note

 (* 2) Andre landes tiltrædelse og eventuelle forbehold BEK nr 41 af 04/05/1973 BEK nr 44 af 30/04/1974 BEK nr

49 af 22/04/1975 BEK nr 34 af 20/04/1976 BEK nr 45 af 08/07/1977 BEK nr 17 af 01/02/1979 BEK nr 10 af

05/02/1980 BEK nr 127 af 17/12/1982 BEK nr 31 af 12/04/1984 BEK nr 91 af 15/10/1986 BEK nr 100 af

11/10/1990 BEK nr 77 af 20/08/1992 BEK nr 2 af 09/01/1997

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=60881

FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1984)


De i denne konvention deltagende stater, som finder, at i overensstemmelse med de i De forenede Nationers pagt erklærede principper er

anerkendelsen af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,

som anerkender, at disse rettigheder hidrører fra det enkelte menneskes naturlige værdighed, som erkender, at De forenede Nationers pagt, specielt artikel 55, pålægger staterne at fremme den almindelige respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

under hensyntagen til artikel 5 i Verdenserklæringen om Menneskerettig-hederne og artikel 7 i Den internationale konvention om borgerlige og politiske Rettigheder, som begge bestemmer, at ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og

under hensyntagen til erklæringen om beskyttelse af alle mennesker mod tortur eller anden grusom,umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, vedtaget af Generalforsamlingen den 9.december 1975, og som ønsker at udøve en mere effektiv indsats i kampen mod tortur og anden grusom,

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf over hele verden, er blevet enige om følgende:

 

KAPITEL I

Artikel 1

1. I denne konvention betyder udtrykket »tortur« enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en trediemand, at straffe ham for en handling, som han

selv eller en trediemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en trediemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig

ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.

2. Denne artikel er uden virkning for ethvert folkeretligt instrument eller national lovgivning, som indeholder eller kan indeholde videregående bestemmelser.

Artikel 2

1. Enhver i denne konvention deltagende stat træffer virkningsfulde lovgivningsmæssige, administrative, juridiske eller andre foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger på ethvert territorium under dens jurisdiktion.

2. Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.

3. En befaling fra en overordnet eller en offentlig myndighed kan ikke påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.

Artikel 3

1. Ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere (»refoulere«) eller udlevere en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet tortur.

Page 1 of 8

FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1984)

2. Med henblik på at vurdere, om der foreligger sådanne grunde, skal de kompetente myndigheder tage alle de relevante omstændigheder i betragtning, herunder om der i den pågældende stat er et fast mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af menneskerettighederne.

Artikel 4

1. Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver torturhandling er strafbar i overensstemmelse med straffelovgivningen. Tilsvarende gælder for forsøg på at udøve tortur og for handlinger begået af enhver person, som udgør meddelagtighed eller deltagelse i tortur.

2. Enhver deltagende stat skal gøre disse handlinger strafbare med passende straf under hensyn til

deres alvorlige natur.

Artikel 5

1. Enhver deltagende stat skal tage sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige for at sikre sin jurisdiktion over de overtrædelser, som er nævnt i artikel 4 i følgende tilfælde:

a) Når overtrædelserne er begået på noget territorium under dens jurisdiktion eller om bord på et skib eller fly, som er indregistreret i den pågældende stat;

b) Når den påståede lovovertræder er statsborger i den pågældende stat;

c) Når offeret er statsborger i den pågældende stat, såfremt staten anser det for hensigtsmæssigt.

2. Enhver deltagende stat skal ligeledes tage sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige for at fastsætte sin jurisdiktion over sådanne  forbrydelser i tilfælde hvor den påståede lovovertræder befinder sig på noget territorium under dens jurisdiktion, og hvor den pågældende stat ikke

udleverer ham i overensstemmelse med artikel 8 til nogen af de i denne artikels stk. 1 nævnte stater.

3. Denne konvention udelukker ikke retsforfølgning i overensstemmelse med national ret.

Artikel 6

1. Enhver deltagende stat på hvis territorium, der befinder sig en person, der påstås at have begået en forbrydelse som nævnt i artikel 4, skal tage ham i forvaring eller tage andre lovlige foranstaltninger i anvendelse for at sikre hans tilstedeværelse, når den, efter en undersøgelse af tilgængelige oplysninger, finder, at omstændighederne berettiger hertil. Forvaring og andre retsmidler skal foretages som foreskrevet i statens lovgivning, men må kun fortsættes så længe, det er nødvendigt for at muliggøre iværksættelse af strafferetlig retsforfølgning eller

udleveringsprocedure.

2. En sådan stat skal øjeblikkelig foretage en foreløbig undersøgelse af de faktiske forhold.

3. Enhver person, som er i forvaring i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, skal have bistand til øjeblikkelig at komme i kontakt med den nærmeste behørige repræsentant for den stat, hvori haner statsborger, eller, hvis han er statsløs, med repræsentanten for den stat, hvor han sædvanligvis opholder sig.

4. Når en stat i overensstemmelse med denne artikel har taget en person i forvaring, skal den øjeblikkelig meddele de stater, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, at en sådan person er taget i forvaring og om de omstændigheder, der begrunder hans frihedsberøvelse. Den stat, der foretager den

indledende undersøgelse, som er omtalt i denne artikels stk. 2, skal øjeblikkelig meddele resultaterne til de omtalte stater og skal tilkendegive, om den har til hensigt at udøve jurisdiktion.

Artikel 7

1. Den deltagende stat, under hvis jurisdiktion der befinder sig en person, som påstås at have begået en overtrædelse som nævnt i artikel 4, skal i de i artikel 5 omtalte tilfælde overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning, medmindre den udleverer ham.

2. Disse myndigheder træffer deres beslutning på samme måde som i tilfælde af en almindelig overtrædelse af alvorlig karakter ifølge den pågældende stats lovgivning. I de i artikel 5, stk. 2, nævnte tilfælde skal de beviskrav, der er påkrævet for retsforfølgning og domsfældelse, på ingen

måde være mindre strenge end de, der gælder i de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, stk. 1.

3. Enhver person, mod hvem der er indledt retsforfølgning i forbindelse med de overtrædelser, der er omtalt i artikel 4, skal sikres en retfærdig behandling gennem hele retsforfølgningen.

Artikel 8

1. De overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, skal anses for at være omfattet af bestemmelserne om udlevering i enhver udleveringsaftale mellem de deltagende stater. De deltagende stater forpligter

Page 2 of 8

FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1984) sig til at inddrage sådanne overtrædelser under bestemmelserne om udlevering i enhver udleveringsaftale, der måtte blive indgået mellem dem.

2. Hvis en deltagende stat, som gør udlevering betinget af en aftale, modtager en anmodning om udlevering fra en anden deltagende stat med hvilken den ikke har nogen udleveringsaftale, kan den anse denne konvention som retligt grundlag for udlevering for sådanne overtrædelser. Udlevering

sker under iagttagelse af de andre betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.

3. De deltagende stater, der ikke gør udlevering betinget af en aftale, skal anerkende sådanne overtrædelser som overtrædelser, der hjemler udlevering mellem dem, under iagttagelse af de betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.

4. Sådanne overtrædelser skal behandles med henblik på udlevering mellem de deltagende stater,

som om de er blevet begået ikke alene på det sted, hvor de er sket, men også på de staters territorium, som skal indrette deres jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1.

Artikel 9

1. De deltagende stater skal yde hinanden mest mulig bistand i forbindelse med strafforfølgning, med hensyn til nogen af de overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, herunder tilvejebringelse af alle de beviser, der er til deres rådighed og nødvendige for retsforfølgningen.

2. De deltagende stater skal opfylde deres forpligtelser ifølge denne artikels stk. 1 i

overensstemmelse med enhver traktat om gensidig retlig bistand, der måtte bestå imellem dem.

Artikel 10

1. Enhver deltagende stat skal sikre, at undervisning og oplysning vedrørende forbudet mod tortur indgår i undervisning og træning af civilt eller militært retshåndhævelsespersonale, lægeligt personale, offentligt ansatte og andre personer, som måtte være involveret i forvaring, forhør eller behandling af enhver person, som er underkastet enhver form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling.

2. Enhver i denne konvention deltagende stat skal medtage dette forbud i de regler eller retningslinjer, der er udstedt med henblik på sådanne personers pligter og funktioner.

Artikel 11

Enhver deltagende stat skal til stadighed og systematisk gennemgå regler vedrørende forhør, retningslinjer, metoder og praksis såvel som foranstaltninger vedrørende forvaring og behandling af personer, som er underkastet nogen form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling på ethvert territorium under dens jurisdiktion med henblik på at forebygge noget tilfælde af tortur.

Artikel 12

Enhver deltagende stat skal sikre, at dens kompetente myndigheder hurtigt iværksætter en upartisk undersøgelse i ethvert tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at en torturhandling er begået på noget territorium under dens jurisdiktion.

Artikel 13

Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver person, som hævder, at han har været underkastet tortur på noget territorium under dens jurisdiktion, har ret til at klage til og få sin sag undersøgt hurtigt og upartisk af dens kompetente myndigheder. Der skal tages skridt til at sikre, at klageren og

vidnerne beskyttes mod enhver mishandling eller trussel som følge af klagen eller en afgivet vidneforklaring.

Artikel 14

1. Enhver deltagende stat skal i sit retssystem sikre, at et offer for en torturhandling opnår oprejsning og har en eksegibel ret til rimelig og tilstrækkelig erstatning og herunder midler til en så fuldstændig rehabilitering som mulig. I tilfælde af et offers død som følge af en torturhand-ling, skal

de, som han har forsørgerpligt overfor, være berettiget til erstatning.

2. Intet i denne artikel skal påvirke nogen ret til erstatning, der måtte tilkomme offeret eller andre personer ifølge national lovgivning.

Artikel 15

Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver udtalelse, om hvilken det er fastslået, at den er afgivet

Page 3 of 8

FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1984) som følge af tortur, ikke kan påberåbes som bevis i nogen proces undtagen mod en person, der er tiltalt for tortur, som bevis for, at udtalelsen er afgivet.

Artikel 16

1. Enhver deltagende stat skal på ethvert territorium under sin jurisdiktion påtage sig at forhindre andre handlinger, som indebærer grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som ikke udgør tortur som defineret i artikel 1, når sådanne handlinger er foretaget af eller på

opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. I særdeleshed skal de forpligtelser, der er indeholdt i artiklerne 10, 11, 12 og 13 anvendes således, at henvisninger til andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf træder i stedet for henvisninger til tortur.

2. Forholdsreglerne i denne konvention er uden præjudicerende virkning for bestemmelserne i noget andet folkeretligt instrument eller national lovgivning, der forbyder grusom, umenneskelig eller nedværdi-gende behandling eller straf, eller som vedrører udlevering eller udvisning.

KAPITEL II

Artikel 17

1. Der oprettes en komite mod tortur (i det følgende betegnet Komiteen), der skal varetage de nedenfor fastsatte opgaver. Komiteen skal bestå af ti eksperter af høj moralsk anseelse, som har sagkundskab med hensyn til menneskerettigheder. De skal virke i deres personlige egenskab.

Eksperterne vælges af de deltagende stater, under hensyntagen til ligelig geografisk fordeling og til fordelen ved at nogle af medlemmerne har juridisk erfaring.

2. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over personer, der er indstillet af de deltagende stater. Enhver deltagende stat kan indstille en person, der er statsborger i den pågældende stat. De deltagende stater skal være opmærksomme på

fordelen ved at indstille personer, der også er medlemmer af Menneskerettighedskomiteen, der er oprettet under den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og som er villige til at virke i Komiteen mod Tortur.

3. Valg af Komiteens medlemmer finder sted hvert andet år på et af De forenede Nationers Generalsekretær indkaldt møde mellem de deltagende stater. Ved disse møder, der for at være beslutningsdygtige kræver deltagelse af to tredjedele af de deltagende stater, indvælges i Komiteen

de personer, der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for deltagerstaterne.

4. Det første valg finder sted senest seks måneder efter denne konventions ikrafttrædelsesdato. Mindst fire måneder før tidspunktet for hvert valg, skal De forenede Nationers Generalsekretær sende et brev til de deltagende stater og opfordre dem til inden tre måneder at indstille kandidater

til Komiteen. Generalsekretæren udarbejder en alfabetisk fortegnelse over samtlige således indstillede personer med angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen til de deltagende stater. 5. Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges, såfremt de genindstilles. Funktionstiden for fem af de medlemmer, der vælges ved det første valg, udløber dog efter to års forløb; straks efter første valg udpeges disse fem medlemmer ved lodtrækning foretaget af formanden for det i denne artikels stk. 3 nævnte møde.

6. Hvis et medlem af Komiteen dør eller træder tilbage eller af nogen anden grund ikke længere kan udføre sine forpligtelser i Komiteen, udpeger den deltagende stat, som indstillede ham, en anden ekspert blandt sine statsborgere til at virke for den resterende del af perioden, med forbehold af

godkendelse af flertallet af de deltagende stater. Godkendelsen skal betragtes som givet, medmindre halvdelen eller derover af de deltagende stater svarer benægtende inden seks uger efter at have modtaget meddelelse fra De forenede Nationers Generalsekretær om den

foreslåede udnævnelse.

7. De deltagende stater dækker Komiteens medlemmers udgifter under udførelse af deres

virksomhed for Komiteen.

Artikel 18

1. Komiteen vælger personer til at beklæde tillidsposter for en periode på to år. De kan genvælges.

2. Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden, som dog skal indeholde bestemmelser bl.a. om at:

Page 4 of 8

FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1984)

a) Komiteen er beslutningsdygtig, når seks medlemmer er til stede;

b) Komiteens beslutninger skal træffes med et flertal af de tilstedeværende medlemmers stemmer.

3. De forenede Nationers Generalsekretær stiller personale og øvrige hjælpemidler til rådighed for Komiteen i det omfang, det er nødvendigt, for at Komiteen effektivt kan udøve sine funktioner i henhold til denne konvention.

4. De forenede Nationers Generalsekretær indkalder komiteen til det første møde. Senere møder afholdes på sådanne tidspunkter, som fastsættes i Komiteens forretningsorden.

5. De deltagende stater afholder de udgifter, der opstår i forbindelse med afholdelse af de deltagende staters og Komiteens møder, herunder godtgørelse af De forenede Nationer for enhver udgift, så som omkostninger til personale og øvrige hjælpemidler, som De forenede Nationer

pådrager sig ifølge stk. 3.

Artikel 19

1. De deltagende stater afgiver gennem De forenede Nationers Generalsekretær beretninger til Komiteen om de foranstaltninger, de har truffet for at gennemføre deres forpligtelser ifølge konventionen, inden et år fra konventionens ikrafttræden i den pågældende deltagerstat. Herefter

afgiver de deltagende stater supplerende beretninger hvert fjerde år om hver ny foranstaltning, der er truffet, samt sådanne andre beretninger, som Komiteen måtte udbede sig.

2. De forenede Nationers Generalsekretær fremsender beretningerne til alle de deltagende stater.

3. Komiteen behandler hver enkelt beretning og kan fremkomme med sådanne generelle bemærkninger til beretningen, som den måtte anse for passende, og fremsender disse til den pågældende deltagende stat. Den deltagende stat kan svare Komiteen med sådanne bemærkninger,

som den måtte ønske.

4. Komiteen kan, efter eget skøn, beslutte at medtage enhver bemærkning den er fremkommet med i henhold til denne artikels stk. 3 sammen med de bemærkninger, der er modtaget fra den pågældende stat, i sin årlige beretning i henhold til artikel 24. Komiteen kan også medtage en kopi

af den i henhold til denne artikels stk. 1 afgivne beretning, hvis den pågældende stat anmoder herom.

Artikel 20

1. Hvis Komiteen modtager pålidelige oplysninger, som synes at indeholde velbegrundede tilkendegivelser om, at tortur anvendes systematisk på en deltagende stats territorium, opfordrer Komiteen den deltagende stat til at samarbejde ved undersøgelsen af oplysningerne og med henblik

herpå at fremsende bemærkninger med hensyn til de pågældende oplysninger.

2. Idet Komiteen tager hensyn til enhver bemærkning, som er afgivet af den pågældende stat, såvel som enhver anden relevant forhåndenværende oplysning, kan den, hvis den beslutter, at det er berettiget, udpege en eller flere af sine medlemmer til at foretage en fortrolig undersøgelse og

rapportere til Komiteen herom omgående.

3. Hvis der foretages en undersøgelse i henhold til denne artikels stk. 2, skal Komiteen søge at opnå den pågældende stats samarbejde. Efter aftale med den deltagende stat kan en sådan undersøgelse omfatte et besøg til dens territorium.

4. Efter en gennemgang af resultatet af medlemmets eller medlem-mernes undersøgelse i henhold til denne artikels stk. 2 videresender Komiteen disse resultater til den pågældende deltagende stat

sammen med enhver bemærkning eller ethvert forslag, som synes passende i situationen.

5. Alle Komiteens skridt i medfør af denne artikels stk. 1 til 4 er fortrolige, og samarbejde med den deltagende stat skal søges på ethvert trin i sagen. Efter at proceduren med henblik på en undersøgelse i henhold til stk. 2 er blevet tilendebragt, kan Komiteen efter rådslagning med den

pågældende deltagende stat beslutte at medtage en kortfattet redegørelse for udfaldet af bestræbelserne i sin årlige rapport afgivet i henhold til artikel 24.

Artikel 21

1. En i denne konvention deltagende stat kan når som helst erklære i henhold til denne artikel, at den anerkender Komiteens kompetence til at modtage og behandle henvendelser, hvorved en deltagerstat gør gældende, at en anden deltagerstat ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til

denne konvention. Sådanne henvendelser kan kun modtages og behandles ifølge reglerne i denne artikel, hvis de hidrører fra en deltagerstat, som har afgivet en erklæring om, at den for sit vedkommende anerkender Komiteens kompetence. Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse

i henhold til denne artikel, der vedrører en deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erklæring.

Henvendelser, der modtages i henhold til denne artikel, behandles i

Page 5 of 8

FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1984) overensstemmelse med følgende regler:

a) Hvis en deltagende stat finder, at en anden deltagerstat ikke opfylder bestemmelserne i denne konvention, kan den ved skriftlig henvendelse gøre den anden deltagerstat opmærksom herpå. Inden tre måneder efter modtagelsen af henvendelsen skal den modtagende stat give den stat, som

har fremsendt henvendelsen, en redegørelse eller anden skriftlig udtalelse, der belyser sagen, og som i det omfang det er muligt og sagen vedkommende, angiver de interne regler og retsmidler, som har været anvendt, som er under anvendelse, eller som vil kunne anvendes i sagen.

b) Såfremt sagen ikke er bilagt til begge staters tilfredshed inden seks måneder efter, at den modtagende stat har modtaget den oprindelige henvendelse, har hver af staterne ret til at indbringe sagen for Komiteen ved meddelelse til denne samt til den anden stat.

c) Komiteen må først behandle en sag, der er indbragt for den ifølge denne artikel, når den har sikret sig, at alle de retsmidler, der er til rådighed i den pågældende stat, er anvendt og udtømt i overensstemmelse med de i folkeretten almindeligt anerkendte principper. Dette gælder ikke, hvor

anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag, eller hvor det er usandsynligt, at de vil give en effektiv afhjælpning for den person, som er offer for krænkelse af denne konvention.

d) Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler henvendelser i henhold til denne artikel.

e) Med forbehold af bestemmelserne i pkt. c) skal Komiteen tilbyde de pågældende deltagerstater sin bistand med henblik på en mindelig løsning af sagen på grundlag af respekt for de forpligtelser, der er foreskrevet i denne konvention. Til dette formål kan Komiteen, når det er belejligt, nedsætte

en ad hoc mæglingskommission.

f) I enhver sag, der indbringes for Komiteen i henhold til denne artikel, kan denne anmode de i pkt.

b) omhandlede deltagerstater om at tilvejebringe enhver oplysning af betydning for sagen.

g) De i pkt. b) omhandlede deltagerstater har ret til at lade sig repræsentere, når sagen behandles i

Komiteen og til at fremkomme med mundtlige og/eller skriftlige indlæg.

h) Komiteen afgiver inden for tolv måneder efter datoen for modtagelsen af en meddelelse i henhold

til pkt. b), beretning:

I) hvis der er opnået en løsning efter bestemmelserne i pkt. e), begrænser Komiteen sin beretning til en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder og den opnåede løsning.

II) Hvis der ikke er opnået en løsning efter bestemmelserne i pkt. e), begrænser Komiteen sin beretning til en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder; de skriftlige indlæg samt en gengivelse af de pågældende deltagerstaters mundtlige indlæg vedlægges beretningen.

Beretningen fremsendes i alle tilfælde til de pågældende deltagerstater.

2. Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når fem af de i denne konvention deltagende stater har afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk. 1. Sådanne erklæringer deponeres af deltagerstaterne hos De forenede Nationers Generalsekretær, som fremsender genparter deraf til de

øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst trækkes tilbage ved en meddelelse til Generalsekretæren. En sådan tilbagetrækning berører ikke behandlingen af en sag, hvorom henvendelse allerede er sket i henhold til denne artikel. Efter at meddelelse om erklæringens tilbagetrækning er modtaget af Generalsekretæren, må yderligere henvendelser ikke modtages fra nogen deltagerstat, medmindre den pågældende deltagerstat har afgivet en ny erklæring.

Artikel 22

1. En i denne konvention deltagende stat kan når som helst erklære i henhold til denne artikel, at den anerkender Komiteens kompetence til at modtage og behandle henvendelser fra eller på vegne af enkeltpersoner, der er undergivet dens jurisdiktion, og som hævder at være ofre for en

deltagerstats krænkelser af bestemmelser i konventionen. Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse, der vedrører en deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erklæring.

2. Komiteen skal afvise enhver henvendelse i henhold til denne artikel, som er anonym, eller som Komiteen anser for at være misbrug af retten til at foretage sådanne henvendelser eller for at være uforenelig med konventionens bestemmelser.

3. Med forbehold af bestemmelserne i stk. 2 skal Komiteen gøre den deltagende stat, som har afgivet en erklæring i henhold til stk. 1, og som hævdes at krænke nogen bestemmelse i konventionen, bekendt med enhver henvendelse, som Komiteen modtager i henhold til denne artikel. Inden seks måneder skal den modtagende stat tilstille Komiteen en skriftlig redegørelse eller udtalelse, som belyser sagen og angiver de eventuelle foranstaltninger, staten måtte have truffet.

4. Komiteen skal behandle henvendelser, der er modtaget i henhold til denne artikel i lyset af alle de

Page 6 of 8

FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1984) oplysninger, der er stillet til dens rådighed af eller på vegne af klageren og af den pågældende stat.

5. Komiteen må ikke behandle en henvendelse modtaget fra en enkeltperson i henhold til denne artikel, medmindre den har sikret sig at:

a) den samme sag ikke har været eller er genstand for behandling efter andre regler om international undersøgelse eller bilæggelse;

b) den pågældende har udtømt alle de nationale retsmidler, der står til rådighed. Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag, eller hvor det er usandsynligt, at de vil give en effektiv afhjælpning for den person, der er offer for krænkelse af denne konvention.

6. Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler henvendelser i henhold til denne artikel.

7. Komiteen underretter den pågældende deltagerstat og klageren om sine synspunkter.

8. Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når fem af de i denne konvention deltagende stater har afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk. 1. Sådanne erklæringer deponeres af deltagerstaterne hos De forenede Nationers Generalsekretær, som fremsender genparter deraf til de

øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst trækkes tilbage ved en meddelelse til Generalsekretæren. En sådan tilbagetrækning berører ikke behandlingen af en sag, hvorom henvendelse allerede er sket i henhold til denne artikel. Efter at meddelelsen om erklæringens tilbagetrækning er modtaget af Generalsekretæren, må yderligere henvendelser ikke modtages fra eller for nogen enkeltperson i henhold til denne artikel, medmindre den pågældende deltagerstat har afgivet en ny erklæring.

Artikel 23

Medlemmerne af Komiteen og af de ad hoc mæglingskommissioner, der måtte blive nedsat i henhold

til artikel 21, stk. 1, pkt.

e), er berettigede til de samme lettelser, rettigheder og immuniteter, som tilkommer De forenede Nationers udsendte eksperter i henhold til herom gældende bestemmelser i konventionen om De forenede Nationers rettigheder og immuniteter.

Artikel 24

Komiteen afgiver en årlig beretning om sine aktiviteter i henhold til denne konvention til deltagerstaterne og til De forenede Nationers Generalforsamling.

AFSNIT III

Artikel 25

1. Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.

2. Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 26

Denne konvention kan tiltrædes af alle stater. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 27

1. Denne konvention træder i kraft den tredivte dag efter datoen for deponeringen af det tyvende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers Generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det tyvende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den tredivte dag efter deponeringen af dens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 28

1. Enhver stat kan, ved tidspunktet for undertegnelse eller ratifikation af denne konvention eller tiltrædelse af den, erklære, at den ikke anerkender Komiteens kompetence som foreskrevet i art. 20.

2. Enhver deltagende stat, der har taget forbehold i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, kan når som helst trække sit forbehold tilbage ved meddelelse til De forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 29

1. Enhver i denne konvention deltagende stat kan stille ændringsforslag og indsende det til De

Page 7 of 8

FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1984) forenede Nationers Generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter give meddelelse om den foreslåede ændring til de deltagende stater med anmodning om at blive underrettet, såfremt

deltagerstaterne ønsker en konference med det formål at behandle og stemme om forslaget. Hvis mindst en tredjedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan meddelelse ønsker en sådan konference, skal Generalsekretæren sammenkalde konferencen under De forenede

Nationers auspicier. Enhver ændring, der vedtages af et flertal af de stater, der er til stede og afgiver deres stemme ved konferencen, fremsendes af Generalsekretæren til alle deltagende stater til godkendelse.

2. Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, træder i kraft, når to tredjedele af de deltagende stater i denne konvention har meddelt De forenede Nationers Generalsekretær, at de har godkendt det i overensstemmelse med deres respektive forfatninger.

3. Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de deltagende stater, som har godkendt dem, medens de øvrige deltagende stater stadig er bundet af bestemmelserne i denne konvention og eventuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.

Artikel 30

1. Enhver tvist mellem to eller flere deltagende stater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, som ikke kan bilægges ved forhandling, skal på begæring af en af parterne overgives til voldgift. Hvis parterne ikke inden seks måneder fra datoen for begæringen om voldgift

kan opnå enighed om foranstaltning af voldgift, kan enhver af disse parter henvise tvisten til Den internationale Domstol ved anmodning i overensstemmelse med Domstolens statutter.

2. Enhver deltagende stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ratifikation af denne konvention eller ved tiltrædelse af den erklære, at den ikke betragter sig bundet af denne artikels stk. 1. De andre deltagende stater er ikke bundet af stk. 1 i forhold til nogen stat, som har taget et sådant

forbehold.

3. Enhver deltagende stat der har taget forbehold i overensstemmelse med denne artikels stk. 2, kan til enhver tid tilbagekalde dette forbehold ved meddelelse herom til De forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 31

1. En deltagende stat kan opsige denne konvention ved en skriftlig meddelelse til De forenede Nationers Generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter, at Generalsekretæren har modtaget meddelelsen.

2. En sådan opsigelse har ikke den virkning, at den frigør den deltagende stat fra dens forpligtelser ifølge denne konvention med hensyn til nogen handling eller undladelse, som indtræffer før den dato, hvor opsigelsen træder i kraft. En opsigelse har heller ikke på nogen måde indflydelse på den

fortsatte behandling af nogen sag, som allerede er under behandling i Komiteen forud for den dato, hvor opsigelsen træder i kraft.

3. Efter den dato, hvor den deltagende stats opsigelse træder i kraft, skal Komiteen ikke påbegynde behandlingen af nogen ny sag vedrørende denne stat.

Artikel 32

De forenede Nationers Generalsekretær underretter alle De forenede Nationers medlemsstater og alle de stater, der har undertegnet denne konvention eller tiltrådt den om følgende:

a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artiklerne 25 og 26;

b) Datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 27, samt datoen for enhver

ændrings ikrafttræden i henhold til artikel 29;

c) Opsigelser ifølge artikel 31.

Artikel 33

Denne konvention, hvis arabiske, engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme

gyldighed, deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

De Forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter af denne konvention

til samtlige stater.




VERDENSERKLÆRINGEN OM MENNESKERETTIGHEDERNE

 

 

INDLEDNING

Da anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,

 

da tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed, og da skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål,

 

da det er af afgørende betydning, at menneskerettighederne beskyttes af loven, hvis ikke mennesket som en sidste udvej skal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse,

 

da det er af afgørende betydning at fremme udviklingen af venskabelige forhold mellem nationerne,

 

da De forenede Nationers folk i pagten påny har bekræftet deres tro på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets værdighed og værd og på lige rettigheder for mænd og kvinder, og har besluttet at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed,

 

da medlemsstaterne har forpligtet sig til i samarbejde med De forenede Nationer at arbejde for fremme af almindelig respekt [for] og overholdelse af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder,

 

da en fælles forståelse af disse rettigheder og friheder er af den største betydning for den fulde virkeliggørelse af denne forpligtelse, proklamerer PLENARFORSAMLINGEN derfor nu denne VERDENSERKLÆRING OM MENNESKERETTIGHEDERNE som et fælles mål for alle folk og alle nationer med det formål, at ethvert menneske og ethvert samfundsorgan stedse med denne erklæring for øje skal stræbe efter gennem undervisning og opdragelse at fremme respekt for disse rettigheder og friheder og gennem fremadskridende nationale og internationale foranstaltninger at sikre, at de anerkendes og overholdes overalt og effektivt, både blandt befolkningerne i medlemsstaterne og blandt befolkningerne i de områder, der befinder sig under deres styre.

 

Artikel 1.

 

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

 

Artikel 2.

 

Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling. Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvadenten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset.

 

Artikel 3.

 

Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.

 

Artikel 4.

 

Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt.

 

Artikel 5.

 

Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

 

Artikel 6.

 

Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.

 

Artikel 7.

 

Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling.

 

Artikel 8.

 

Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker de fundamentale rettigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende.

 

Artikel 9.

 

Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning.

 

Artikel 10.

 

Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken som helst mod ham rettet strafferetslig anklage.

 

Artikel 11.

 

 1. Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans forsvar.

 

2. Ingen må anses for skyldig i noget strafbart forhold på grund af nogen handling eller undladelse, der ikke i henhold til national eller international ret var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Der skal heller ikke kunne idømmes strengere straf end fastsat på den tid, da det strafbare forhold blev begået.

 

Artikel 12.

 

Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.

 

Artikel 13.

 

1. Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted indenfor hver stats grænser.

 

2. Enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sig eget, og til at vende tilbage til sit eget land.

 

Artikel 14.

 

1. Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse.

 

2. Denne ret må ikke påberåbes ved anklager, der virkelig hidrører fra ikkepolitiske forbrydelser eller fra handlinger i strid med De forenede Nationers formål og principper.

 

Artikel 15.

 

1. Enhver har ret til en nationalitet.

 

2. Ingen må vilkårligt berøves sin nationalitet eller nægtes ret til at skifte nationalitet.

 

Artikel 16.

 

1. Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning.

 

2. Ægteskab skal kun kunne indgås med begge parters frie og fulde samtykke.

 

3. Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

 

Artikel 17.

 

1. Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre.

 

2. Ingen må vilkårligt berøves sin ejendom.

 

Artikel 18.

 

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.

 

Artikel 19.

 

Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

 

Artikel 20.

 

1. Alle har ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger.

 

2. Ingen kan tvinges til at være medlem af en forening.

 

Artikel 21.

 

1. Enhver har ret til at deltage i sit lands styre enten direkte eller gennem frit valgte repræsentanter.

 

2. Enhver har ret til lige adgang til offentlige embeder og hverv i sit land.

 

3. Folkets vilje skal være grundlaget for regeringens myndighed; denne vilje skal tilkendegives gennem periodiske og virkelige valg med almindelig og lige valgret og skal udøves gennem hemmelig afstemning eller tilsvarende frie afstemningsmåder.

 

Artikel 22.

 

Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

 

Artikel 23.

 

1. Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed.

 

2. Enhver har uden forskel ret til lige løn for lige arbejde.

 

3. Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger.

 

4. Enhver har ret til at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af sine interesser.

 

Artikel 24.

 

Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.

 

Artikel 25.

 

1. Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt.

 

2. Mødre og børn har krav på særlig omsorg og hjælp. Alle børn skal, hvadenten de er født i eller udenfor ægteskab, have den samme sociale beskyttelse.

 

Artikel 26.

 

1. Enhver har ret til undervisning. Undervisningen skal være gratis, i det mindste på de elementære og grundlæggende trin. Elementær undervisning skal være obligatorisk. Teknisk og faglig uddannelse skal gøres almindelig tilgængelig for alle, og på grundlag af evner skal der være lige adgang for alle til højere undervisning.

 

2. Undervisningen skal tage sigte på den menneskelige personligheds fulde udvikling og på at styrke respekten for menneskerettigheder og grundlæggende friheder. Den skal fremme forståelse, tolerance og venskab mellem alle nationer og racemæssige og religiøse grupper, og den skal fremme De forenede Nationers arbejde til fredens bevarelse.

 

3. Forældre har førsteret til at vælge den form for undervisning, som deres børn skal have.

 

Artikel 27.

 

1. Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder.

 

2. Enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser, der hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som vedkommende har skabt.

 

Artikel 28.

 

Enhver har krav på en social og international orden, i hvilken de i denne erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldtud kan virkeliggøres.

 

Artikel 29.

 

1. Enhver har pligter overfor samfundet, der alene muliggør personlighedens frie og fulde udvikling.

 

2. Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun underkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund.

 

3. Disse rettigheder og friheder må i intet tilfælde udøves i strid med De forenede Nationers formål og principper.

 

Artikel 30.

Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og friheder.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Bekendtgørelse af international konvention af 16.

december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder

med tilhørende valgfri protokol (* 1)

Ved kgl. resolution af 14. december 1971, og efter at folketinget den 4. juni 1971 havde meddelt sit samtykke dertil, har

Danmark ratificeret den i New York den 20. marts 1968 undertegnede internationale konvention om borgerlige og politiske

rettigheder med tilhørende valgfri protokol.

Konventionen og protokollen har følgende ordlyd (den kinesiske, russiske og spanske tekst er udeladt her):

INTERNATIONAL KONVENTION OM BORGERLIGE OG POLITISKE RETTIGHEDER

De i denne konvention deltagende stater, som

finder - i overensstemmelse med de i De Forenede Nationers pagt erklærede principper - at anerkendelsen af menneskets

naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed, retfærdighed

og fred i verden

anerkender, at disse rettigheder hidrører fra det enkelte menneskes naturlige værdighed,

anerkender - i overensstemmelse med verdenserklæringerne om menneskerettighederne - at idealet om frie mennesker, der

nyder borgerlig og politisk frihed samt frihed for frygt og nød, kun kan opnås, såfremt der skabes sådanne vilkår, at enhver

kan nyde såvel sine borgerlige og politiske rettigheder som sine økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

erkender, at De forenede Nationers pagt pålægger staterne at fremme den almindelige respekt for og overholdelse af

menneskerettigheder og frihedsrettigheder,

erkender, at det er det enkelte menneskes skyldighed, i kraft af dets forpligtelser over for sine medmennesker og over for

det samfund, det tilhører, at søge de i denne konvention anerkendte rettigheder fremmet og overholdt,

er blevet enige om følgende artikler:

Afsnit I

Artikel 1

1. Alle folk har selvbestemmelsesret. I kraft af denne kan de frit bestemme deres politiske stilling og frit varetage deres

egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.

2. Alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer uden derved at

gøre indgreb i forpligtelser hidrørende fra internationalt økonomisk samarbejde, der er baseret på princippet om gensidig

fordel i folkeretten. Et folk må aldrig berøves sine eksistensmuligheder.

3. De i denne konvention deltagende stater, herunder sådanne som har ansvaret for forvaltningen af ikke-selvstyrende

områder eller formynderskabsområder, skal medvirke til selvbestemmelsesrettens gennemførelse og respektere denne

rettighed i overensstemmelse med bestemmelserne i De forenede Nationers pagt.

Afsnit II

P a g e | 2

Artikel 2

1. Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til at respektere og tilsikre alle personer, der befinder sig

inden for dens område og er undergivet dens jurisdiktion, de i denne konvention anerkendte rettigheder uden

forskelsbehandling af nogen art, herunder som følge af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse,

national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling.

2. Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til i overensstemmelse med sin forfatning og med denne

konventions bestemmelser at træffe de fornødne foranstaltninger til ad lovgivningens vej eller på anden måde at tilsikre de i

denne konvention anerkendte rettigheder, dersom disse ikke allerede er gennemført.

3. Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til:

 a) at sikre enhver, hvis rettigheder eller friheder efter denne konvention krænkes, adgang til effektive retsmidler

herimod, uanset om de personer, der har begået krænkelsen, har handlet i embeds medfør;

 b) at sikre enhver, der gør krav på sådanne retsmidler, adgang til at få sin ret til disse afgjort af kompetente

judicielle, administrative eller lovgivende myndigheder eller af anden i henhold til den pågældende stats

retsordning kompetent myndighed samt at videreudvikle mulighederne for at anvende judicielle retsmidler;

 c) at sikre, at de kompetente myndigheder tager en klage til følge, når den er fundet berettiget.

Artikel 3

De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at sikre mænds og kvinders lige ret til at nyde alle de i denne

konvention anførte borgerlige og politiske rettigheder.

Artikel 4

1. I en offentlig nødstilstand, som truer nationens beståen, og som officielt proklameres som en sådan, kan de i denne

konvention deltagende stater træffe foranstaltninger, hvorved deres forpligtelser i henhold til konventionen fraviges i det

omfang, sådanne foranstaltninger er absolut nødvendige i den givne situation, og forudsat, at de ikke er uforenelige med

statens øvrige forpligtelser i henhold til folkeretten og ikke indebærer forskelsbehandling alene på grund af race, hudfarve,

køn, sprog, religion eller social herkomst.

2. Foranstående bestemmelse hjemler ikke fravigelser af artikel 6, 7, 8 (stk. 1 og 2), 11, 15, 16 og 18.

3. Enhver i denne konvention deltagende stat, der benytter sig af retten til at fravige konventionens bestemmelser, skal

omgående gennem De forenede Nationers generalsekretær underrette de øvrige i konventionen deltagende stater om de

bestemmelser, den har fraveget, og om begrundelsen herfor. Den pågældende stat skal give en yderligere meddelelse ad

samme vej den dag, den bringer sådanne fravigelser til ophør.

Artikel 5

1. Intet i denne konvention må fortolkes som medførende nogen ret for en stat, gruppe eller person til at udøve nogen

virksomhed eller foretage nogen handling, der tager sigte på at tilintetgøre nogen af de heri anerkendte rettigheder eller

friheder eller på at begrænse disse i videre omfang, end denne konvention hjemler.

2. Grundlæggende menneskerettigheder, der i medfør af lov, konventioner, administrative bestemmelser eller sædvane

anerkendes eller består i en i denne konvention deltagende stat, må ikke begrænses eller fraviges under foregivende af, at

denne konvention ikke anerkender sådanne rettigheder eller kun anerkender dem i mindre udstrækning.

Afsnit III

Artikel 6

1. Ethvert menneske har en naturgiven ret til livet. Denne ret skal beskyttes ved lov. Ingen må vilkårligt berøves livet.

P a g e | 3

2. I lande, som ikke har afskaffet dødsstraffen, må en dødsdom kun idømmes for de groveste forbrydelser i

overensstemmelse med den lovgivning, som var gældende på det tidspunkt, da forbrydelsen blev begået, og som ikke må

være i strid med bestemmelserne i denne konvention eller med konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab.

Dødsstraf kan kun fuldbyrdes i henhold til en endelig dom afsagt af en kompetent domstol.

3. Når berøvelse af livet er ensbetydende med folkedrab, skal intet i denne artikel berettige en i denne konvention

deltagende stat til på nogen måde at fravige forpligtelser, den har påtaget sig i henhold til bestemmelserne i konventionen

om forebyggelse af og straf for folkedrab.

4. Enhver dødsdømt skal have ret til at søge benådning eller forvandling af straffen. Amnesti, benådning eller

forvandling af dødsstraffen skal kunne tilstås i alle tilfælde.

5. Dødsstraf må ikke idømmes for forbrydelser begået af personer under 18 år og må ikke fuldbyrdes over for gravide

kvinder.

6. Intet i denne artikel skal kunne påberåbes for at forsinke eller forhindre afskaffelse af dødsstraffen i en i denne

konvention deltagende stat.

Artikel 7

Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. I særdeleshed må

ingen uden sit frit afgivne samtykke underkastes medicinske eller videnskabelige eksperimenter.

Artikel 8

1. Ingen må holdes i slaveri; slaveri og slavehandel under enhver form skal være forbudt.

2. Ingen må holdes i trældom.

3. a) Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller andet pligtarbejde;

 b) I lande, hvor frihedsberøvelse med strafarbejde kan idømmes som straf for en forbrydelse, skal bestemmelsen i

stk. 3 a) ikke være til hinder for at lade nogen udføre strafarbejde i henhold til en herom af en kompetent domstol

afsagt dom;

 c) I denne bestemmelse omfatter udtrykket »tvangs- eller pligtarbejde« ikke:

 i) arbejde eller tjeneste, som ikke er nævnt i litra b) ovenfor, men som normalt kræves af en person, der er

berøvet sin frihed som følge af en lovlig retsafgørelse, eller af en person, der på betingelser er løsladt fra sådan

frihedsberøvelse;

 ii) tjeneste af militærkarakter og - i lande, hvor militærnægtelse anerkendes - samfundstjeneste, der i henhold til

lov kræves udført af militærnægtere;

 iii) tjeneste, der kræves i en nødstilstand eller under katastrofer, der truer samfundets liv eller velfærd;

 iv) arbejde eller tjeneste, der er et led i normale borgerpligter.

Artikel 9

1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må underkastes vilkårlig arrest eller frihedsberøvelse. Ingen må

berøves sin frihed undtagen af sådanne grunde, og i overensstemmelse med sådanne fremgangsmåder, som er fastsat ved

lov.

2. Enhver, der arresteres, skal ved arrestationen oplyses om grundene hertil og straks underrettes om eventuelle

sigtelser mod ham.

3. Enhver, der arresteres eller tilbageholdes som sigtet for et strafbart forhold, skal ufortøvet fremstilles for en dommer

eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal have ret til rettergang inden

for en rimelig frist eller til løsladelse. Det skal ikke være den almindelige regel, at personer, som afventer rettergang,

P a g e | 4

hensættes i varetægtsarrest, men deres løsladelse kan gøres betinget af garantier for, at de giver møde under rettergangen

på ethvert andet stadium af processen og i givet fald til dommens fuldbyrdelse.

4. Enhver, der berøves sin frihed ved arrestation eller anden tilbageholdelse, skal have ret til at indbringe sagen for en

domstol, for at denne uden ophold kan træffe afgørelse om lovligheden af hans tilbageholdelse og beordre ham løsladt, hvis

tilbageholdelsen ikke er lovlig.

5. Enhver, der har været offer for ulovlig arrestation eller anden tilbageholdelse, skal have ret til erstatning.

Artikel 10

1. Alle, der berøves deres frihed, skal behandles humant og med respekt for menneskets naturlige værdighed.

2. a) Tiltalte personer skal, hvis der ikke foreligger ganske særlige omstændigheder, holdes adskilt fra domfældte

personer og skal undergives særskilt behandling svarende til deres stilling som ikke domfældte;

 b) tiltalte unge mennesker skal holdes adskilt fra voksne, og sagerne mod den skal afgøres så hurtigt som muligt.

3. Straffesystemet skal omfatte en fangebehandling, hvis vigtigste formål skal være fangernes forbedring og

resocialisering. Unge lovovertrædere skal holdes adskilt fra voksne og gives en behandling svarende til deres alder og

retslige stilling.

Artikel 11

Ingen må anbringes i fængsel alene på grund af manglende evne til at opfylde en kontraktlig forpligtelse.

Artikel 12

1. Enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, skal inden for dette have ret til at færdes frit og til frit at vælge

sit opholdssted.

2. Enhver skal have ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget.

3. Ovennævnte rettigheder må ikke underkastes andre begrænsninger end sådanne, som er fastsat ved lov og er

nødvendige for at beskytte statens sikkerhed, den offentlige orden (ordre public) , den offentlige sundhed eller sædelighed

eller andres rettigheder og friheder, og som er forenelige med de øvrige i denne konvention anerkendte rettigheder.

4. Ingen må vilkårligt berøves retten til at indrejse i sit egen land.

Artikel 13

En udlænding, som lovligt befinder sig på en i denne konvention deltagende stats område, kan kun udvises i henhold til en

afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med lov, og skal, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed er til

hinder derfor, have adgang til at fremføre de grunde, der taler imod hans udvisning, til at få sin sag undergivet fornyet

prøvelse hos og til i dette øjemed at være repræsenteret over for vedkommende myndighed eller een eller flere af

vedkommende myndighed særligt udpegede personer.

Artikel 14

1. Alle skal være lige for domstolene. Enhver skal ved afgørelsen vedrørende en anklage mod ham for et strafbart

forhold eller vedrørende hans rettigheder og forpligtelser i et søgsmål være berettiget til retfærdig og offentlig rettergang

for en kompetent, uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov. Pressen og offentligheden kan udelukkes fra hele

rettergangen eller fra dele af denne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden (ordre public) eller statens sikkerhed i

et demokratisk samfund, eller hvor hensynet til parternes privatliv kræver det, eller i det omfang retten finder absolut

nødvendigt, når offentlighed på grund af særlige omstændigheder ville skade retfærdighedens interesser; dog skal enhver

P a g e | 5

dom, der afsiges i en straffesag eller i et søgsmål offentliggøres, medmindre hensynet til unge mennesker taler herimod,

eller det drejer sig om ægteskabssager eller sager om forældremyndighed eller værgemål for børn.

2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i

overensstemmelse med loven.

3. Enhver skal ved afgørelsen af en anklage mod ham for et strafbart forhold være berettiget til følgende

minimumsgarantier i fuld lighed:

 a) at blive underrettet ufortøvet og udførligt i et sprog, han forstar, om indholdet af og årsagen til den anklage,

der er rejst mod ham;

 b) at få tilstrækkelig tid til og mulighed for at forberede sit forsvar og til at stå i forbindelse med en advokat, han

selv har valgt;

 c) at få sin sag pådømt uden unødigt ophold;

 d) at få sagen pådømt i sin nærværelse og at forsvare sig personligt eller ved hjælp af en forsvarer, som han selv

har valgt, at blive oplyst om sin ret til juridisk bistand, såfremt han ikke allerede har en sådan bistand, og til at få

beskikket en forsvarer, når hensynet til retfærdigheden kræver det, og i så fald uden udgift for ham, hvis han ikke

har tilstrækkelige midler til at afholde udgifterne herved;

 e) at afhøre eller lade vidnerne imod ham afhøre og at få vidner i sin interesse tilsagt og afhørt på samme

betingelser som vidner imod ham;

 f) at få gratis bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten;

 g) ikke at blive tvunget til at vidne imod sig selv eller erkende sig skyldig.

4. I sager mod unge mennesker skal rettergangen gennemføres under hensyntagen til de pågældendes alder og

ønskeligheden af at fremme deres resocialisering.

5. Enhver, der er domfældt for en forbrydelse har ret til at få domfældelsen og fastsættelsen af retsfølgen prøvet af en

højere domstol i overensstemmelse med loven.

6. Når en person ved endelig dom er domfældt for en strafbar handling, og når hans dom senere er blevet omstødt,

eller han er blevet benådet som følge af, at en ny eller nyopdaget omstændighed på afgørende måde viser, at

domfældelsen var fejlagtig, skal der tillægges den, som har udstået straf som følge af en sådan domfældelse, erstatning

efter loven, medmindre det godtgøres, at det helt eller delvis kan tilskrives ham selv, at den ukendte omstændighed ikke

kom for dagen i rette tid.

7. Ingen må på ny tiltales eller straffes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endelig domfældt eller

frifundet i overensstemmelse med det enkelte lands lovgivning og strafferetspleje.

Artikel 15

1. Ingen kan findes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, som efter det pågældende

lands ret eller efter folkeretten ikke var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. der kan heller ikke pålægges

strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået. Hvis der efter at

lovovertrædelsen er begået ved lov fastsættes en mildere straf, skal dette komme lovovertræderen til gode.

2. Intet i denne artikel skal være til hinder for, at en person domfældes og straffes for en handling eller undladelse, som

på det tidspunkt, da den blev begået, var strafbar efter de almindelige af det internationale samfund anerkendte

retsprincipper.

Artikel 16

Enhver har ret til overalt at blive anerkendt som havende retsevne.

Artikel 17

P a g e | 6

1. Ingen må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privatliv eller familieliv, sit hjem eller sin brevveksling,

eller for ulovlige angreb på sin ære og sit omdømme.

2. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb.

Artikel 18

1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret skal omfatte frihed til at bekende sig

til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at

give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner

samt undervisning.

2. Ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter

eget valg.

3. Friheden til at give udtryk for en religion eller tro må kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet

ved lov og er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed eller andres

grundlæggende rettigheder og friheder.

4. De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres og i givet fald værgers frihed til at

sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen

overbevisning.

Artikel 19

1. Enhver har ret til meningsfrihed uden indblanding.

2. Enhver har ret til til ytringsfrihed; denne ret skal omfatte frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og

tanker af enhver art uden hensyn til landegrænser, i mundtlig, skriftlig eller trykt form, i form af kunst eller ved andre midler

efter eget valg.

3. Udøvelsen af de ved denne artikels stk. 2 hjemlede rettigheder medfører særlige forpligtelser og et særligt ansvar.

Den kan derfor undergives visse begrænsninger, men dog kun sådanne som er hjemlet ved lov og er nødvendige:

 a) af hensyn til respekten for andres rettigheder eller omdømme;

 b) af hensyn til statens sikkerhed, den offentlige orden (ordre public) , sundhed eller sædelighed.

Artikel 20

1. Al propaganda for krig skal være forbudt ved lov.

2. Enhver tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, som ophidser til forskelsbehandling, fjendtlighed eller

vold, skal være forbudt ved lov.

Artikel 21

Retten til at deltage i fredelige forsamlinger skal anerkendes. Udøvelsen af denne ret må ikke underkastes andre

begrænsninger end sådanne, som fastsættes i overensstemmelse med loven og er nødvendige i et demokratisk samfund af

hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige sikker, den offentlige orden (ordre public) , beskyttelsen af den offentlige

sundhed eller sædelighed eller beskyttelsen af andres rettigheder og friheder.

Artikel 22

1. Enhver har ret til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og indmelde sig i fagforeninger til beskyttelse af sine

interesser.

P a g e | 7

2. Udøvelsen af denne ret må ikke underkastes andre begrænsninger end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er

nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige sikkerhed, den offentlige orden

(ordre public) , beskyttelsen af den offentlige sundhed eller sædelighed eller beskyttelsen af andres ret og frihed. Denne

artikel skal ikke være til hinder for, at der pålægges medlemmer af de væbnede styrker og af politiet lovlige begrænsninger

i deres udøvelse af denne ret.

3. Intet i denne artikel berettiger stater, der er deltagere i Den internationale Arbejdsorganisations konvention af 1948

om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig, til at træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger, som ville

begrænse de garantier, der er fastsat i den pågældende konvention, eller til at anvende loven på en måde, som ville

begrænse disse garantier.

Artikel 23

1. Familien er samfundets naturlige og grundlæggende gruppeenhed og har ret til samfundets og statens beskyttelse.

2. Giftefærdige mænds og kvinders ret til at indgå ægteskab og stifte familie skal anerkendes.

3. Intet ægteskab må indgås uden de vordende ægtefællers frie og uforbeholdne samtykke.

4. De i denne konvention deltagende stater skal tage passende skridt til at sikre ægtefællernes ligestilling med hensyn til

rettigheder og forpligtelser ved ægteskabets indgåelse, under ægteskabet og ved dets opløsning. I tilfælde af ægteskabets

opløsning skal der drages omsorg for fornøden beskyttelse af eventuelle børn.

Artikel 24

1. Ethvert barn har uden forskelsbehandling på grundlag af race, hudfarve, køn, sprog, religion, national eller social

herkomst, formueforhold eller fødsel, ret til de beskyttelsesforanstaltninger fra familiens, samfundets og statens side, som

dets stilling som mindreårig kræver.

2. Ethvert barn skal registreres umiddelbart efter fødslen og have et navn.

3. Ethvert barn har ret til at erhverve et statsborgerskab.

Artikel 25

Enhver borger skal uden nogen af de i artikel 2 omhandlede former for forskelsbehandling og uden urimelige

begrænsninger have ret til og mulighed for:

 a) at deltage, direkte eller gennem frit valgte repræsentanter, i varetagelsen af offentlige anliggender;

 b) at stemme og modtage valg ved reelt gennemførte periodiske valg på grundlag af almindelig og lige stemmeret

og hemmelig afstemning, der sikrer, at vælgernes vilje frit kommer til udtryk;

 c) at have adgang til offentlig tjeneste i sit land på grundlag af almindelig ligestilling.

Artikel 26

Alle mennesker er lige for loven og er berettigede til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling. I denne

henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling

af nogen grund, herunder race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst,

formueforhold, fødsel eller anden stilling.

Artikel 27

I de stater, hvor der findes etniske, religiøse eller sproglige mindretal, må personer, der tilhører sådanne mindretal, ikke

forholdes retten til i fællesskab med de øvrige medlemmer af deres gruppe at leve deres eget kulturliv, at bekende sig til og

udøve deres egen religion eller at benytte deres eget sprog.

P a g e | 8

Afsnit IV

Artikel 28

1. Der oprettes en menneskerettighedskomitee (herefter betegnet komiteen). Den skal bestå af 18 medlemmer og

varetage de nedenfor fastsatte opgaver.

2. Komiteen skal bestå af statsborgere fra de i denne konvention deltagende stater og medlemmerne skal være

personer af høj moralsk kvalitet og have anerkendt sagkundskab med hensyn til menneskerettigheder. Der skal tages

hensyn til fordelen ved, at nogle af komiteens medlemmer har juridisk erfaring.

3. Komiteens medlemmer vælges og virker i deres personlige egenskab.

Artikel 29

1. Komiteens medlemmer vælges med hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over personer, der besidder

de i artikel 28 foreskrevne kvalifikationer, og som er indstillet hertil af de i denne konvention deltagende stater.

2. Enhver i denne konvention deltagende stat kan højst indstille to personer. Disse skal være statsborgere i den stat, der

indstiller dem.

3. En person kan indstilles flere gange.

Artikel 30

1. Det første valg finder sted senest seks måneder efter denne konventions ikrafttrædelsesdato.

2. Mindst fire måneder før tidspunktet for hvert valg til komiteen, bortset fra valg til besættelse af en plads, som er

blevet erklæret ledig i overensstemmelse med artikel 34, anmoder De forenede Nationers generalsekretær skriftligt de i

denne konvention deltagende stater om inden tre måneder at foreslå kandidater til komiteen.

3. De forenede Nationers generalsekretær udarbejder en alfabetisk fortegnelse over samtlige således foreslåede

personer med angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen til de i denne konvention

deltagende stater, senest en måned før datoen for hvert valg.

4. Valg af komiteens medlemmer finder sted på et af De forenede nationers generalsekretær indkaldt møde ved De

forenede Nationers hovedsæde mellem de i denne konvention deltagende stater. Ved dette møde, der for at være

beslutningsdygtigt kræver deltagelse af to tredjedele af de i denne konvention deltagende stater, indvælges i komiteen de

kandidater, der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der afgives af de tilstedeværende og

stemmeafgivende repræsentanter for deltagerstaterne.

Artikel 31

1. Komiteen må ikke omfatte flere end een statsborger fra samme stat.

2. Ved valg til komiteen skal hensyn tages til en rimelig geografisk fordeling af medlemskredsen og til repræsentation af

de forskellige kulturformer og de vigtigste retssystemer.

Artikel 32

1. Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges, såfremt de genindstilles. Funktionstiden

for ni af de medlemmer, der vælges ved det første valg, udløber dog efter to års forløb; straks efter det første valg udpeges

disse ni medlemmer ved lodtrækning foretaget af dirigenten for det i artikel 30, stk. 4, nævnte møde.

P a g e | 9

2. Valg afholdes ved udløbet af en funktionsperiode i overensstemmelse med de foregående artikler i dette afsnit af

konventionen.

Artikel 33

1. Hvis et komitemedlem efter de øvrige medlemmers enstemmige opfattelse er ophørt med at udøve sine funktioner af

anden grund end midlertidigt fravær, underretter komiteens formand De forenede Nationers generalsekretær, som derpå

erklærer det pågældende medlems plads for ledig.

2. I tilfælde af et komitemedlems død eller tilbagetræden underretter formanden straks De forenede Nationers

generalsekretær, som erklærer pladsen for ledig fra datoen for dødsfaldet eller fra den dato, det pågældende medlem

træder tilbage.

Artikel 34

1. Når en plads i komiteen er erklæret ledig i henhold til artikel 33, og det tidligere medlems funktionsperiode ikke

udløber inden seks måneder fra det tidspunkt, da pladsen blev erklæret ledig, giver De forenede Nationers generalsekretær

meddelelse herom til de i denne konvention deltagende stater, som inden to måneder kan afgive indstillinger i henhold til

artikel 29 med henblik på besættelse af den ledige plads.

2. De forenede Nationers generalsekretær udarbejder en alfabetisk fortegnelse over de således indstillede personer og

fremsender denne til de i denne konvention deltagende stater. Valg til besættelse af den ledige plads finder derefter sted i

overensstemmelse med de herom gældende bestemmelser i dette afsnit af konventionen.

3. Et komitemedlem, der vælges til en plads, der er erklæret ledig i henhold til artikel 33, varetager hvervet i den

resterende del af funktionsperioden for det medlem, hvis plads i komiteen blev ledig i henhold til bestemmelserne i den

nævnte artikel.

Artikel 35

Komiteens medlemmer modtager, med godkendelse af De forenede Nationers generalforsamling, vederlag af De forenede

Nationers midler på sådanne vilkår og betingelser, som generalforsamlingen måtte fastsætte under hensyntagen til

betydningen af komiteens opgaver.

Artikel 36

De forenede Nationers generalsekretær stiller personale og øvrige hjælpemidler til rådighed for komiteen i det omfang, det

er nødvendigt, for at komiteen effektivt kan udøve sine funktioner i henhold til denne konvention.

Artikel 37

1. De forenede Nationers generalsekretær indkalder komiteen til dens første møde ved De forenede Nationers

hovedsæde.

2. Senere møder afholdes på tidspunkter, der fastsættes i komiteens forretningsorden.

3. Komiteen afholder som regel sine møder ved De forenede Nationers hovedsæde eller ved De forenede Nationers

kontor i Geneve.

Artikel 38

Ethvert medlem af komiteen afgiver, før han tiltræder sit hverv, i et åbent komitemøde en højtidelig erklæring om, at han vil

varetage sit hverv upartisk og samvittighedsfuldt.

Artikel 39

P a g e | 10

1. Komiteen vælger personer til at beklæde tillidsposter i komiteen for et tidsrum af to år. De kan genvælges.

2. Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden, som bl.a. skal indeholde bestemmelser om at:

 a) komiteen er beslutningsdygtig, når tolv medlemmer er til stede;

 b) komiteens beslutninger skal træffes med et flertal af de tilstedeværende medlemmers stemmer.

Artikel 40

1. De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at afgive beretninger om de foranstaltninger, de har truffet

til gennemførelse af de heri anerkendte rettigheder, og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til disse rettigheders

udnyttelse:

 a) inden et år fra konventionens ikrafttræden for de pågældende deltagerstater;

 b) derefter når som helst komiteen fremsætter anmodning derom.

2. Alle beretninger fremsendes til De forenede Nationers generalsekretær, som videresender dem til komiteen til

behandling. I beretningerne angives de forhold og vanskeligheder, der måtte have været af betydning for denne

konventions iværksættelse.

3. De forenede Nationers generalsekretær kan efter samråd med komiteen oversende genparter til De forenede

Nationers særorganisationer af de dele af beretningerne, som henhører under deres respektive forretningsområder.

4. Komiteen gennemgår de beretninger, som afgives af de i denne konvention deltagende stater. Den fremsender sine

egne beretninger til deltagerstaterne tillige med sådanne almindelige kommentarer, som den måtte finde anledning til at

fremsætte. Komiteen kan endvidere fremsende disse kommentarer til Det økonomiske og sociale Råd tillige med genparter

af de beretninger, som er modtaget fra de i denne konvention deltagende stater.

5. De i denne konvention deltagende stater kan tilstille komiteen eventuelle bemærkninger til kommentarer, som måtte

være fremsat i henhold til stk. 4 i denne artikel.

Artikel 41

1. En i denne konvention deltagende stat kan når som helst erklære i henhold til denne artikel, at den anerkender

komiteens kompetence til at modtage og behandle henvendelser, hvorved en deltagerstat hævder, at en anden deltagerstat

ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til denne konvention. Henvendelser i henhold til denne artikel kan kun modtages og

behandles, hvis de hidrører fra en deltagerstat, som har afgivet en erklæring om, at den for sit vedkommende anerkender

komiteens kompetence. Komiteen må ikke modtage nogen henvendelse, der vedrører en deltagerstat, som ikke har afgivet

en sådan erklæring. Henvendelser, der modtages i henhold til denne artikel, behandles i overensstemmelse med følgende

regler:

 a) Hvis en i denne konvention deltagende stat finder, at en anden deltagerstat ikke opfylder bestemmelserne i

denne konvention, kan den ved skriftlig henvendelse gøre den anden deltagerstat opmærksom herpå. Inden tre

måneder efter modtagelsen af henvendelsen skal den modtagende stat give den stat, som har fremsendt

henvendelsen, en redegørelse eller anden skriftlig udtalelse, der belyser sagen, og som i det omfang, det er muligt

og sagligt motiveret, angiver de interne regler og retsmidler, der har været anvendt, er under anvendelse eller vil

kunne anvendes i sagen.

 b) Såfremt sagen ikke er bilagt til begge staters tilfredshed inden seks måneder efter, at den modtagende stat har

fået den oprindelige henvendelse, har hver af staterne ret til at indbringe sagen for komiteen ved meddelelse til

denne samt til den anden stat.

 c) Komiteen må først behandle en sag, der er indbragt for den, når den har sikret sig, at alle de retsmidler, der er

til rådighed i den pågældende stat, er anvendt og udtømt i overensstemmelse med de i folkeretten almindeligt

anerkendte principper. Dette gælder ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag.

 d) Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler henvendelser i henhold til denne artikel.

 e) Med forbehold at bestemmelser i litra c) skal komiteen tilbyde de pågældende deltagerstater sin bistand med

benblik på en mindelig afgørelse af sagen på grundlag af respekt for menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder, således som disse er anerkendt i denne konvention.

P a g e | 11

 f) I enhver sag, der indbringes for komiteen, kan denne anmode de i litra b) omhandlede deltagerstater om at

tilvejebringe enhver oplysning af betydning for sagen.

 g) De i litra b) omhandlede deltagerstater har ret til at lade sig repræsentere, når sagen behandles i komiteen, og

til at fremkomme med mundtlige og/eller skriftlige indlæg.

 h) Komiteen afgiver inden tolv måneder efter datoen for modtagelsen af en meddelelse i henhold til litra b)

beretning:

 i) hvis der er opnået en afgørelse efter bestemmelserne i litra e) , begrænser komiteen sin beretning til en kort

redegørelse for de faktiske omstændigheder og den opnåede løsning;

 ii) hvis der ikke er opnået en løsning efter bestemmelserne i litra e) , begrænser komiteen sin beretning til en kort

redegørelse for de faktiske omstændigheder; de skriftlige indlæg samt en gengivelse af de pågældende

deltagerstaters mundtlige indlæg vedføjes beretningen.

Beretningen fremsendes i alle tilfælde til de pågældende deltagerstater.

2. Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når ti af de i denne konvention deltagende stater har afgivet erklæring

i henhold til stk. 1 i denne artikel.

Sådanne erklæringer deponeres af deltagerstaterne hos De forenede Nationers generalsekretær, som fremsender genparter

deraf til de øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst trækkes tilbage ved en meddelelse til generalsekretæren.

En sådan tilbagetrækning berører ikke behandlingen af en sag, hvorom henvendelse allerede er sket i henhold til denne

artikel. Efter at meddelelsen om erklæringens tilbagetrækning er modtaget af generalsekretæren, må yderligere

henvendelser ikke modtages fra nogen deltagerstat, medmindre den pågældende deltagerstat har afgivet en ny erklæring.

Artikel 42

1 a) Hvis en sag, som indbringes for komiteen i overensstemmelse med artikel 41, ikke afgøres til de pågældende

deltagerstaters tilfredshed, kan komiteen med de pågældende deltagerstaters forudgående samtykke nedsætte en ad hoc

mæglingskommission (herefter benævnt kommissionen). Denne stiller sin bistand til rådighed for de pågældende

deltagerstater med henblik på en mindelig afgørelse af sagen på grundlag af respekt for denne konvention.

 b) Kommissionen består af fem personer, der kan godkendes af de pågældende deltagerstater. Såfremt de

pågældende deltagerstater ikke inden tre måneder når til fuld enighed om kommissionens sammensætning,

vælges de kommissionsmedlemmer, om hvem der ikke er opnået enighed, med to tredjedels flertal ved hemmelig

afstemning i komiteen blandt dens egne medlemmer.

2. Kommissionens medlemmer virker i deres personlige egenskab. De må ikke være statsborgere i de pågældende

deltagerstater eller i en stat, der ikke er deltager i denne konvention, eller i en deltagerstat, som ikke har afgivet erklæring i

henhold til artikel 41.

3. Kommissionen vælger selv sin formand og vedtager selv sin forretningsorden.

4. Kommissionens møder afholdes som regel ved De forenede Nationers hovedsæde eller ved De forenede Nationers

kontor i Geneve. De kan dog afholdes på sådanne andre egnede steder, som kommissionen måtte bestemme i samråd med

De forenede Nationers generalsekretær og de pågældende deltagerstater.

5. Det sekretariat, som stilles til rådighed i overensstemmelse med artikel 36 betjener også de kommissioner, som

nedsættes i henhold til denne artikel.

6. De oplysninger, som modtages og sammenholdes af komiteen stilles til rådighed for kommissionen, og kommissionen

kan anmode de pågældende deltagerstater om at meddele andre oplysninger af betydning for sagen.

7. Når kommissionen har færdigbehandlet sagen, dog i intet tilfælde senere end tolv måneder efter, at den har

modtaget denne, afgiver den en beretning til komiteens formand til videresendelse til de pågældende deltagerstater:

 a) hvis kommissionen ikke er i stand til at afslutte sin behandling af sagen inden tolv måneder, begrænser den sin

beretning til en kort redegørelse for sagens hidtidige behandling;

P a g e | 12

 b) hvis der opnås en mindelig afgørelse af sagen på grundlag af respekt for menneskerettighederne som

anerkendt i denne konvention, begrænser kommissionen sin beretning til en kort redegørelse for de faktiske

omstændigheder og den opnåede løsning;

 c) hvis der ikke opnås en løsning i henhold til bestemmelserne i litra b) , indeholder kommissionens beretning en

redegørelse for resultaterne af dens undersøgelse af alle faktiske omstændigheder af betydning for de

pågældende deltagerstaters mellemværende samt for dens vurdering af mulighederne for en mindelig afgørelse af

sagen. Denne beretning indeholder endvidere de pågældende deltagerstaters skriftlige indlæg samt en gengivelse

af deres mundtlige indlæg;

 d) hvis kommissionens beretning afgives i henhold til litra c) skal de pågældende deltagerstater inden tre måneder

efter dens modtagelse meddele komiteens formand, hvorvidt de godtager indholdet af kommissionens beretning.

8. Bestemmelserne i denne artikel berører ikke komiteens pligter i henhold til artikel 41.

9. De pågældende deltagerstater deler kommissionsmedlemmernes udgifter ligeligt imellem sig i henhold til beregninger,

der tilvejebringes af De forenede Nationers generalsekretær.

10. De forenede Nationers generalsekretær er bemyndiget til om nødvendigt at dække kommissionsmedlemmernes

udgifter, før disse refunderes af de pågældende deltagerstater i overensstemmelse med stk. 9 i denne artikel.

Artikel 43

Medlemmerne af komiteen og af de ad hoc mæglingskommissioner, der måtte blive nedsat i henhold til artikel 42, er

berettigede til de samme lettelser, rettigheder og immuniteter, som tilkommer De forenede Nationers udsendte eksperter i

henhold til herom gældende bestemmelser i konventionen om De forenede Nationers rettigheder og immuniteter.

Artikel 44

Denne konventions gennemførelsesbestemmelser berører ikke de fremgangsmåder, der er foreskrevet med hensyn til

gennemførelsen af menneskerettigheder i eller i medfør af De forenede Nationers og særorganisationernes statutter og

konventioner, og forhindrer ikke de i denne konvention deltagende stater i at benytte andre fremgangsmåder til bilæggelse

af en tvist i overensstemmelse med almindelige eller særlige mellem den gældende internationale overenskomster.

Artikel 45

Komiteen afgiver gennem Det økonomiske og sociale Råd en årlig beretning om sin virksomhed til De forenede Nationers

generalforsamling.

Afsnit V

Artikel 46

Intet i denne konvention må fortolkes som en indskrænkning i de bestemmelser i de De forenede Nationers

pagt og særorganisationernes statutter, der nærmere angiver det ansvar, som De forenede Nationers

forskellige organer og særorganisationerne hver især har, for såvidt angår de i denne konvention

omhandlede spørgsmål.

Artikel 47

Intet i denne konvention må fortolkes som en indskrænkning i alle folks naturlige ret til fuld og fri nydelse og

udnyttelse af deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer.

Afsnit VI

Artikel 48

P a g e | 13

1. Denne konvention kan undertegnes af enhver medlemsstat i De forenede Nationer eller ethvert medlem af en af

særorganisationerne af enhver stat, der har tilsluttet sig Den internationale Domstols statut og enhver anden stat, der af De

forenede Nationers generalforsamling er blevet opfordret til at deltage i denne konvention.

2. Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De forenede Nationers

generalsekretær.

3. Denne konvention kan tiltrædes af enhver af de i stk. 1 i denne artikel nævnte stater.

4. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

5. De forenede Nationers generalsekretær underretter alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt denne konvention,

om deponeringen at ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 49

1. Denne konvention træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af det femogtredivte ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det femogtredivte ratifikationseller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af dens eget

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 50

Bestemmelserne i denne konvention finder uden begrænsning eller undtagelse anvendelse på alle dele af forbundsstater.

Artikel 51

1. Enhver i denne konvention deltagende stat kan stille ændringsforslag og indsende dem til De forenede Nationers

generalsekretær. Denne skal derefter give meddelelse om de foreslåede ændringer til de i konventionen deltagende stater

med anmodning om at blive underrettet. Såfremt deltagerstaterne ønsker en konference med det formål at behandle og

stemme om forslagene. Hvis mindst en tredjedel af deltagerstaterne ønsker en sådan konference, skal generalsekretæren

sammenkalde konferencen under De forenede Nationers auspicier. Enhver ændring, der vedtages af et flertal af de stater,

der er til stede og afgiver deres stemme ved konferencen, skal forelægges De forenede Nationers generalforsamling til

godkendelse.

2. Ændringer træder i kraft, når de er godkendt af De forenede Nationers generalforsamling og vedtaget med to

tredjedels flertal af de i denne konvention deltagende stater i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige

regler.

3. Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de deltagerstater, som har godkendt dem, medens de øvrige

deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne konvention og eventuelle tidligere ændringer, som de har

godkendt.

Artikel 52

Uanset de meddelelser, der afgives i henhold til artikel 48, stk. 5, underretter Den forenede Nationers generalsekretær alle

de i stk. 1 i samme artikel omhandlede stater om:

 a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artikel 48;

 b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 49, samt datoen for enhver ændrings

ikrafttræden i henhold til artikel 51.

Artikel 53

P a g e | 14

1. Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres

i De forenede Nationers arkiv.

2. De forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter af denne konvention til samtlige de i

artikel 48 omhandlede stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet

denne konvention, åbnet for undertegnelse i New York den nittende december nitten hundrede og seksogtres.

 (Underskrifter) Oversættelse.

VALGFRI PROTOKOL TIL DEN INTERNATIONALE KONVENTION OM BORGERLIGE OG POLITISKE

RETTIGHEDER

De i denne protokol deltagende stater, som

finder , at det for yderligere at fremme formålene med konventionen om borgerlige og politiske rettigheder (herefter

benævnt konventionen) og gennemførelsen af dens bestemmelser ville være formålstjenligt at gøre det muligt for den i

medfør af konventionens afsnit IV oprettede menneskerettighedskomite (herefter benævnt komiteen) i overensstemmelse

med denne protokol at modtage og behandle henvendelser fra enkeltpersoner, der hævder at være ofre for krænkelse af

nogen af de i konventionen anførte rettigheder,

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

En i konventionen deltagende stat, som tilslutter sig denne protokol, anerkender komiteens kompetence til at modtage og

behandle henvendelser fra enkeltpersoner, som er undergivet dens jurisdiktion, og som hævder at være ofre for krænkelse

fra den pågældende deltagerstats side af nogen af de i konventionen nævnte rettigheder. Komiteen kan ikke modtage

henvendelser, der vedrører en stat, som er deltager i konventionen, men ikke har tilsluttet sig denne protokol.

Artikel 2

Med forbehold af bestemmelserne i artikel 1 kan enkeltpersoner, der hævder, at nogen af deres i konventionen opregnede

rettigheder er blevet krænket, og som har udtømt alle de retsmidler, der står til rådighed i deres hjemland, indgive en

skriftlig henvendelse til behandling i komiteen.

Artikel 3

Komiteen skal afvise enhver henvendelse i henhold til denne protokol, når henvendelsen er anonym, eller når komiteen

anser den for at være et misbrug af retten til at foretage sådanne henvendelser eller for at være uforenelig med

konventionens bestemmelser.

Artikel 4

1. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 3 skal komiteen gøre den deltagerstat, som hævdes at krænke en

bestemmelse i konventionen, bekendt med henvendelsen, som komiteen modtager i henhold til denne protokol.

2. Inden seks måneder skal den pågældende stat tilstille komiteen en skriftlig redegørelse eller udtalelse, som belyser

sagen og angiver de eventuelle foranstaltninger, staten måtte have truffet.

Artikel 5

1. Komiteen skal behandle henvendelser, der modtages i henhold til denne protokol, under hensyntagen til alle skriftlige

oplysninger, som klageren og den pågældende deltagerstat har stillet til dens rådighed.

P a g e | 15

2. Komiteen må ikke behandle en henvendelse fra en enkeltperson, medmindre den har sikret sig:

 a) at samme sag ikke er genstand for behandling efter andre regler om international undersøgelse eller bilæggelse;

 b) at den pågældende har udtømt alle de retsmidler, der står til rådighed i hjemlandet. Dette gælder dog ikke,

hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag.

3. Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler henvendelser i henhold til denne protokol.

4. Komiteen underretter den pågældende deltagerstat og klageren om sine synspunkter.

Artikel 6

komiteen medtager i sin årlige beretning i henhold til konventionens artikel 45 en oversigt over sin virksomhed i henhold til

denne protokol.

Artikel 7

Indtil opnåelsen af de mål, som er opstillet i den på De forenede Nationers generalforsamling den 14. december 1960

vedtagne resolution 1514 (XV), og som angår erklæringen om tilståelse af uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger,

begrænser denne protokols bestemmelser på ingen måde den klageret, der er indrømmet disse befolkninger i De forenede

Nationers pagt og i andre internationale konventioner og dokumenter, som henhører under De forenede Nationer og

særorganisationerne.

Artikel 8

1. Denne protokol kan undertegnes af enhver stat, som har undertegnet konventionen.

2. Denne protokol kan ratificeres af enhver stat, som har ratificeret eller tiltrådt konventionen. Ratifikationsinstrumenter

deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

3. Denne protokol kan tiltrædes af enhver stat, som har ratificeret eller tiltrådt konventionen.

4. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

5. De forenede Nationers generalsekretær underretter samtlige stater, som har undertegnet eller tiltrådt denne protokol,

om deponeringen af ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 9

1. Under forbehold af konventionens ikrafttræden træder denne protokol i kraft tre måneder efter, at det tiende

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument er deponeret hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne protokol efter deponeringen af det tiende ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument, træder denne protokol i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af dens eget ratifikationseller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 10

Denne protokols bestemmelser finder uden nogen begrænsning eller undtagelse anvendelse på alle dele af forbundsstater.

Artikel 11

1. Enhver i denne protokol deltagende stat kan stille ændringsforslag og indsende dem til De forenede Nationers

generalsekretær. Denne skal derefter give meddelelse om de foreslåede ændringer til de i protokollen deltagende stater

med anmodning om at blive underrettet, såfremt staterne ønsker en konference af deltagerstaterne med det formål at

P a g e | 16

behandle og stemme om forslagene. Hvis mindst en tredjedel af deltagerstaterne ønsker en sådan konference, skal

generalsekretæren sammenkalde konferencen under De forenede Nationers auspicier. Enhver ændring, der vedtages af et

flertal af de deltagerstater, der er tilstede og afgiver deres stemme ved konferencen, skal forelægges De forenede Nationers

generalforsamling til godkendelse.

2. Ændringer træder i kraft, når de er godkendt af De forenede Nationers generalforsamling og vedtaget med to

tredjedels flertal af deltagerne i denne protokol i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige regler.

3. Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de deltagerstater, som har godkendt dem, medens de øvrige

deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne protokol og eventuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.

Artikel 12

1. Enhver deltagerstat kan når som helst opsige denne protokol ved en skriftlig meddelelse stilet til De forenede

Nationers generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft tre måneder efter, at generalsekretæren har modtaget meddelelsen.

2. En opsigelse har ingen indflydelse på den fortsatte anvendelse af denne protokols bestemmelser på enhver

henvendelse, der foretages i henhold til artikel 2, før opsigelsen træder i kraft.

Artikel 13

Foruden at udsende meddelelser i henhold til denne protokols artikel 8, stk. 5, underretter De forenede Nationers

generalsekretær samtlige de i konventionens artikel 48, stk. 1, omhandlede stater om:

 a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artikel 8;

 b) datoen for denne protokols ikrafttræden i henhold til artikel 9 samt datoen for eventuelle ændringers

ikrafttræden i henhold til artikel 11;

 c) opsigelser i henhold til artikel 12.

Artikel 14

1. Denne protokol, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, deponeres i De

forenede Nationers arkiv.

2. De forenede Nationers generalsekretær fremsender bekræftede genparter af denne protokol til samtlige de i

konventionens artikel 48 omhandlede stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet

denne protokol, åbnet for undertegnelse i New York den nittende december nitten hundrede og seksogtres.

 (Underskrifter)

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 6. januar 1972 hos De forenede Nationers generalsekretær, og

konventionen trådte i medfør af artikel 49, stk. 1 i kraft for Danmark og følgende lande den 23. marts 1976:

Barbados, Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Bulgarien, Chile, Columbia, Costa Rica, Cypern, Ecuador, Finland,

Irak, Iran, Jamaica, Jordan, Jugoslavien, Kenya, Libanon, Libyen, Madagascar, Mali, Mauritius, Den mongolske Folkerepublik,

Norge, Rumænien, Rwanda, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Sverige, Syrien, Tjekkoslovakiet, Tunesien, Den tyske

demokratiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland (incl. Land Berlin), Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik, Ungarn

og Uruguay.

Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen taget forbehold og afgivet erklæringer som følger:

Danmark: Forbehold over for kravet i artikel 10, stk. 3, 2. punktum, om at unge lovovertrædere skal holdes adskilt fra

voksne, artikel 14, stk. 1, vedrørende offentlig rettergang, artikel 14, stk. 5, vedrørende fornyet prøvelse af domfældelse og

retsfølge i straffesager, artikel 14, stk. 7, vedrørende genoptagelse af straffesager, der er endt med frifindende dom, samt

P a g e | 17

artikel 20, stk. 1, vedrørende forbud mod propaganda for krig. Erklæring i henhold til artikel 41 om, at Danmark for en

toårig periode regnet fra konventionens ikrafttrædelsesdato anerkender den i artiklen nævnte menneskerettighedskomites

kompetence til at behandle klager fra en deltagerstat mod en anden.

Barbados: Forbehold om indtil videre ikke fuldt ud at opfylde artikel 14, stk. 3 d), vedrørende gratis juridisk bistand for

tiltalte i straffesager.

Finland: Forbehold over for artikel 9, stk. 3, vedrørende forpligtelsen til ufortøvet at fremstille en arresteret eller en person,

der tilbageholdes som sigtet, for en dommer, artikel 10, stk. 2 b) og stk. 3, vedrørende forpligtelsen til at holde unge tiltalte

og lovovertrædere adskilt fra voksne, artikel 13 vedrørende udlændinges retsstilling i forbindelse med udvisning, artikel 14,

stk. 1, vedrørende forpligtelsen til at offentliggøre enhver dom, artikel 14, stk. 3 d), vedrørende en tiltalts ret til juridisk

bistand, artikel 14, stk. 7, vedrørende genoptagelse af straffesager til skade for domfældte personer samt artikel 20, stk. 1,

vedrørende forbud mod propaganda for krig. Erklæring i henhold til artikel 41 om, at Finland anerkender

menneskerettighedskomiteens kompetence til at behandle klager fra en deltagerstat mod en anden.

Norge: Forbehold over artikel 6, stk. 4, vedrørende enhver dødsdømts ret til at søge benådning eller forvandling af straffen,

artikel 10, stk. 2 b) og stk. 3, vedrørende forpligtelsen til at holde unge tiltalte og lovovertrædere adskilt fra voksne, artikel

14, stk. 5 og 7, vedrørende diverse retssikkerhedsgarantier samt artikel 20, stk. 1, vedrørende forbud mod propaganda for

krig. Erklæring i henhold til artikel 41 om, at Norge anerkender menneskerettighedskomiteens kompetence til at behandle

klager fra en deltagerstat mod en anden.

Sverige: Forbehold over for artikel 10, stk. 3, vedrørende forpligtelsen til at holde unge lovovertrædere adskilt fra voksne,

artikel 14, stk. 7, vedrørende genoptagelse af straffesager samt artikel 20, stk. 1, vedrørende forbud mod propaganda for

krig. Erklæring i henhold til artikel 41 om, at Sverige anerkender menneskerettighedskomiteens kompetence til behandle

klager fra en deltagerstat mod en anden.

Forbundsrepublikken Tyskland: Fortolkningserklæring vedrørende artiklerne 19, 21 og 22 sammenholdt med artikel 2, stk. 1.

Forbehold over for artikel 14, stk. 3 d), vedrørende en tiltalts ret til at være til stede ved pådømmelsen i højere instans,

artikel 14, stk. 5, vedrørende fornyet prøvelse af domfældelse og retsfølge i straffesager samt artikel 15, stk. 1, vedrørende

straf i tilfælde, hvor der efter lovovertrædelsens begåelse er fastsat en mildere straf.

Bestemmelserne i konventionens artikel 41 vedrørende menneskerettighedskomiteens kompetence til at behandle klager fra

en deltagerstat mod en anden træder i kraft, når ti af de i konventionen deltagende stater har afgivet erklæring i henhold til

artiklens stk. 1.

Den tilhørende valgfri protokol om menneskerettighedskomiteens kompetence til at behandle henvendelser fra

enkeltpersoner er foruden af Danmark blevet ratificeret eller tiltrådt af følgende lande:

Barbados, Columbia, Costa Rica, Ecuador, Finland, Jamaica, Madagascar, Mauritius, Norge, Sverige og Uruguay.

Protokollen trådte i medfør af dens artikel 9, stk. 1, i kraft for Danmark og nævnte lande samtidig med konventionen den 23.

marts 1976.

Danmark, Norge og Sverige har ratificeret protokollen med det forbehold, at bestemmelserne i artikel 5, stk. 2 a), skal

forstås således, at den i medfør af konventionens artikel 28 forudsete komitee ej heller må behandle en henvendelse fra en

enkeltperson, medmindre komiteen har sikret sig, at den samme sag ikke har været genstand for behandling efter andre

regler om international undersøgelse eller bilæggelse.

Udenrigsministeriet, den 29. marts 1976.

K. B. Andersen.

Redaktionel note

 J BEK nr 2 af 01/02/1996

 J BEK nr 76 af 20/08/1992

P a g e | 18

 (* 1) Andre landes tiltrædelse og eventuelle forbehold BEK nr 112 af 23/12/1977 BEK nr 18 af 01/02/1979 BEK nr

30 af 10/04/1980 BEK nr 76 af 27/07/1981 BEK nr 86 af 21/09/1982 BEK nr 79 af 25/08/1983 BEK nr 2 af

20/01/1987 BEK nr 105 af 01/11/1990

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=60860

Foreningen Stop Udrejsecenter Lindholm (under stiftelse)

email: kontakt@lindholmasylcenter.dk

© Copyright. All Rights Reserved.